S_GamleCarlsberg

THINGENES LIGEBERETTIGELSE

531

Doktrinær eller ikke, saa viser denne Udtalelse klart, med hvilken

Tryghed

a c o b s e n

imødeser Udviklingen, naar blot Folket er med

virkende i den gjennem sine Repræsentanter, og i Modsætning til det

i Valgtalen i 1854 fremførte, nærer han i saa Henseende ikke Skygge

af Tvivl. Hvem det nu var,

aco b sen

forstod ved »Folket«, er et andet

Spørgsmaal, som vi skulle søge at belyse i det Følgende.

Det er altsaa vist, at indenfor den konstitutionelle Ramme krævede

a c o b s e n

fra første Færd af

Ligeberettigelse

for de to Thing, i finansielle

Sager som i alle andre, og i de følgende Aar hævder han gjentagende

og med fuldkommen Tydelighed dette Standpunkt. Det kommer frem

paa mange Maader. En stadig tilbagevendende Tanke hos ham er saa-

ledes Udøvelsen af de offentlige Tillidshverv som

Æreshverv

, det vil

sige uden Vederlag. Men særlig, hvor det gjælder Landsthinget, er han

ufortrøden i at hævde dette Standpunkt. Det er naturligvis den engelske

Udvikling, der her foresvæver ham; men dels har han, som det under

Redegjørelsen for hans Syn paa Kommunalbestyrelsens Stilling skal blive

vist, næppe kjendt de Misbrug, der ogsaa i rigt Maal klæbe ved den

engelske Praxis, dels har han næppe kunnet se Konsekvensen af den

konstitutionelle Udvikling i de brede Lags stigende politiske Indflydelse.

Ellers maatte han have forstaaet, at enten maatte Staten lønne de lov

givende Forsamlinger, eller ogsaa maatte — som netop i

England

den senere Tid — Partierne gjøre det, nemlig hvor den Valgte ikke

havde Formue. Og efter hans hele Standpunkt og særlig hans Frygt

for Alt, hvad der kunde faa Indflydelse paa de Valgtes Uafhængighed,

vilde han da uden Tvivl have foretrukket Staten som den, der betalte

Lovgiverne. — Overhovedet frygter han ethvert Pres paa Lovgiverne,

baade fra Oven og fra Neden. Han vil kongevalgte Medlemmer ai

Novemberforfatningens Rigsraads Landsthing, men han vil dem ikke,

som foreslaaet, valgte paa 12 Aar, men paa Livstid. Han stiller et

Ændringsforslag i denne Retning, hvis Motivering er: »at gjøic dem

saa uafhængige som muligt, baade overfor den til enhver lid heiskende