5 3 0
THINGENES LIGEBERETTIGELSE
betænkelig ved at fravige«, endda for betinget i sin Anvendelse, nemlig
formodentlig af Sagens Betydning, Bevillingens Størrelse og andre af-
gjørende Momenter.
Saavidt vi kunne se, lremgaaer det heraf, at
J
a c o b s e n
heller ikke
i sin saakaldte radikale Periode vilde have anset Finanslovnægtelse
eller »Puddelens Barbering« for noget grundlovsmæssigt Vaaben mod
en Regjering, til hvilken Folkethingets Flertal stod i Opposition, og vi
finde ogsaa her vor Mening bekræftet, at hans Radikalisme refererede sig
til Frygten for, at Tilstandene skulde blive førte tilbage til Standpunktet
under
C
h r is t ia n
VIII, medens den derimod ikke var en Radikalisme i
Nutidens Forstand, saaledes som den udtrykkes i Kravet om Folkethings-
parlamentarisme. Og søger man endelig i
J
a c o b se n s
politiske Virksomhed
Udtalelser, der saa direkte som muligt bekræfte denne Opfattelse, saa
henvise vi til Forhandlingen i Rigsraadets Møde den 13. November
1863, da Novemberforfatningen vedtoges.
J .
A.
H
a n s e n
motiverer i dette
Møde sin Afstemning mod Grundlovsforslaget med Frygten for, at
Forfatningens Rigsraad vil komme til ligesom at absorbere Rigsdagen,
idet man af Hensyn til det store Apparat bliver nødsaget til at vælge
de samme Mænd ind i begge lovgivende Forsamlinger, og derved ad
en Omvej kommer til at indføre Rigsraadets Valgcensus ogsaa i Rigs
dagen.
J
acob sen
imødegaaer ham, idet han udtaler, at han meget vel
lorstaaer det Standpunkt,
J .
A.
H
a n s e n
ser Spørgsmaalet fra, men »det
undrede mig at høre ham udtale saa stor Frygt for, at det danske
Folk skulde tabe de Rettigheder, hvoraf det er i Besiddelse, og navnlig,
at den danske Rigsdag skulde tabe sin Betydning paa Grund af det
Grundlovsudkast, som vi her behandle....................Dersom den danske
Rigsdag og det danske Folk ikke troer at kunne være tjent med, at
Rigsdagen gaaer op i det ved den nye Grundlov tænkte Rigsraad, saa
vil det ikke ske, og der vil saaledes ikke være nogen Fare til Stede.
Skulde det danske kolk derimod være af en anden Mening end den
ærede laler, saa troer jeg dog, at han burde fravige sin Mening.«