56 / 622
FRIMESTRE I ØLINDUSTRIEN. OMGANGSBRYGNINGEN OPHÆVES 1690. FREDERIK IV
45
de sociale Opgaver i en anden Forstand end i Fortiden mere og mere
træde i rorgrunden, og hvis Løsning mindre og mindre hidføres under
ensidig Indflydelse af Samfundets Overklasser.
Denne stive Ordning af Bryggerlauget under
C h r i s t ia n
V var, om
end særlig vidtgaaende, dog karakteristisk for Enevældens Ønske om
at bringe Industrien i Overensstemmelse med den patriarkalske Regjerings-
form. Uagtet de evige Klager og Livets praktiske Forhold i det Hele
som sagt af og til fremkalde Tvivl hos de enevældige Konger om
Nytten af saadanne Anordninger, træffe vi dem dog i Mængde. Det
»sluttede« Laug var her i Landet Enevældens Værk. Den indførte det,
selv hvor man skulde synes, det mindst tiltrængtes, som i Produk
tionen for det almindelige Forbrug. Den indskrænkede saaledes Bart-
skjærernes Antal i
K j ø b e n h c i v n
til 10, paa
C h r i s t i a n s h a v n
til 2. I
H i l l e
r ø d
maatte der kun være 4 Skræddermestre, i
A a l b o r g
4 Bartskjærere,
i
K o l d i n g
6 Hvedebrødsbagere, i
B e r g e n
30 Skomagere og 9 Bartskjærere, i
F r e d e r i k s h a l d
3 Slagtere, i
J y l l a n d
4 Farvere o. s. v. Ja helt ud paa Lan
det førte Enevælden denne Institution, som naar den under
F r e d e r i k
IV
begrændsede Antallet af Skomagere i hvert Sogn paa
M ø e n
til 3, medens
Sognene paa
S j æ l l a n d
maatte nøjes med een hver.
Men medens i mange andre Laug Forholdene lettedes noget ved, at
der tilstodes visse Folk, navnlig af Hæren og Flaaden og særlig efter
Krigenes Afslutning, Ret til at nedsætte sig som Frimestre, saa var denne
Institution ganske vist ikke ukjendt i Bryggerlauget, men det ses ikke,
at den praktisk talt har spillet nogen Rolle dér, maaske med Und
tagelse af Kongens Bryghus, hvis særlige Forhold senere skulle blive
omtalte. Dette har naturligvis sin Grund i Bryggernæringens paaviste,
særlig kapitalistiske Karakter. Naar
C h r i s t i a n
V 1. Ex. tillod Bøssemagere,
Saddelmagere, Sværdfegere og »Grovsmede, som lorstaa Artzeneien«,
samt nogle andre Klasser at Haandværkere, der tidligere havde hørt
til Armeens Regimenter, at nedsætte sig i Kjøbstæderne, saa vai dette
muligt, fordi deres Etablering ikke var nogen kostbar Sag. Men »Ai-