218 / 299
A N M E L D E L S E R
efter Steenwinckel, der var død i 1699. Operahusets opførelse var i fuld gang,
da von Platen vendte hjem, og da der kun var en kgl. bygmester i denne pe
riode, nemlig Johan Conrad Ernst, er det nærliggende at formode, men ikke
let at bevise, at han er Operahusets arkitekt.
Efter at have vist, at der rent tidsmæssigt kun kan være tale om Ernst,
gennemgår forfatteren tidens byggestil og de bygninger, som man ved Ernst
har opført. Regnskaberne for de bygninger, der opførtes for kongelig regning
i disse år, udgør et samlet hele. Der er således ikke ført regnskab for det
enkelte byggeri, et forhold, der efter forfatterens mening viser, at byggeriet
blev ledet af en og samme arkitekt, nemlig Ernst. Ved en stilmæssig sammen
ligning mellem de bygninger, Ernst har opført, søger forfatteren at vise, at
Operahusets arkitekt også er Ernst. Noget egentligt bevis kan dog ikke på det
nuværende grundlag føres for denne antagelse, men Ernst dømmes på indicier,
løvrigt fastslås det, at Ernst ikke, som påstået af Josephson, har indført den
tessinske stil i Norge og ej heller i Danmark. Hele dette afsnit hviler på mi
nutiøse undersøgelser af arkivmateriale, hvortil der henvises i noterne. En hel
del af oplysningerne i noterne kunne med held og til lettelse for læseren
være indarbejdet i teksten.
Efter denne indledning om Operahusets forhistorie og dets arkitekt følger
et afsnit om bygningens opførelse illustreret med ældre og nyere tegninger
og opmålinger. I denne forbindelse søger forfatteren at rekonstruere bygnin
gens oprindelige udseende.
Derpå følger et kapitel om Operahusets repertoire. Det fastslås, at man
ved åbningsforestillingen den 23. oktober 1703 spillede Molières »Amphi
tryon«. Hidtil har man ikke med sikkerhed kunnet fastslå, om det var Mo
lières stykke man spillede, men forfatteren beviser ved en sammenligning af
regnskabets oplysninger om indkøb af dekorationer med stykkets indhold, at
Molières komedie virkelig var det første stykke, der opførtes på den nye
scene. Også det øvrige sparsomme repertoire belyses. Allerede i 1708 ophørte
Operahusets tid som teaterbygning.
I bogens sidste afsnit gennemgås bygningens senere historie som Kadet
akademi 17 17 -18 6 1, kaserne 186 1-18 84, rigsdagsbygning 188 4 -19 18 , lazaret
19 18 -19 19 , sæde for Østre Landsret og Sø- og Handelsretten fra 1919 og for
Østre Landsret alene fra 1964. De forskellige ombygninger, som bygningen
har været underkastet gennem tiden, gennemgås og illustreres ved til dels ikke
tidligere offentliggjorte tegninger og projekter. Det indtil nu seneste projekt
til nyindretning af bygningen, udarbejdet af Alex Poulsen, vil medføre en be
klagelig opdeling af den store sal, men samtidig give mulighed for en gen
åbning af den nu tilmurede oprindelige hovedindgang i Fredericiagade.
Landsdommer Roepstorff har med sin bog givet et udmærket bidrag til be
2 16