53 / 299
K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0
syg og de fandt hende paa hendes Værelse i Sengen. Som de sidde
der og tale med hende siger Madame Lassen. »Hvad var det?,
var det ikke et Barn som skreg?« Det syntes dem at jomfrue Claudi
blev forskrækket, og ved de anstillede Undersøgelser fandtes et
dødt Barn i hendes Dragkisteskuffe. Barnet var født i Dølgsmaal
og derefter bleven dræbt af den ulykkelige Moder, der blev arre
steret, dømt fra Livet og henrettet. Jomfru Claudis Fader havde
været Kongelig Forstbetient og Man gik i Forbøn for hende hos
Kongen, men Christian 6. svarede »det gjør Os ondt at det skal
gaa en af Vor Claudi Børn saa ilde, men Vi kunne ikke forandre
Guds Love«. Dette var et Svar som lignede Christian 6. og Ma
dame Lassens Virksomhed i at forfølge sin Mistanke, thi Barne-
skriget var vistnok et Paafund, characteiserede den Tids Tænke-
maade. Jomfru Claudi gik sin Død med Rolighed imøde, pyntet
med sorte Sløifer; som hun selv havde syet paa sin hvide Dragt,
og betete sig til Forsamlingens største Opbyggelse. I de Dage le
vede Man mindere udelukkende i denne Verden end Man nu I
Almindelighed gjør, og derfor syntes den bratte Overgang til et
andet Liv ikke saa frygteligt som nu omstunder. Nogle Søndage
derefter bad Præsten i Søllerød Menigheden om at forene deres
Bønner med hans, for en synder der stod aabenbare Skrifte, det
var en af Rygterne paa Holtegaard, udlagt som Barnefader, men
de Velunderrettede af Menigheden vidste meget vel, at en vis
fransk Envoyé burde have optaget Synderens Plads.
Martha Bjerregaard meente at hun var en af de Første i Dan
mark som blev confirmeret, men formodentlig er den af Christian
6 indførte Confirmation17 først da kommen til Anvendelse der i
Egnen, og det feiler ikke at denne Handling har gjort et dybt Ind-
tryg paa hendes stille religiøse Sind. Senere udviklede dette Sind
sig mere, og da Herrnhutherne udbredte sig i Danmark og kom
der i Egnen, fandt de, halvt forfulgte og undertrykte som de vare,
4
*
51