51 / 299
K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0
havde først boet paa Gudom Kloster, hvor han var Forvalter eller
Forpagter, og var en stille og gudsfrygtig Mand; hun derimod var
vel en christelig Qvinde, men tillige modig og virksom, med en
klar Aand og en fast Villie. Med disse Egenskaber førte hun Regi
mentet i Huset, men agtede og elskede tillige sin stille Hosbond,
som gjerne overlod til hende Gaardens Drift og Børnenes Opdra
gelse; og de havde mange Børn. Disse opdrog hun med Alvor,
men uden Strenghed, holdt Sønnerne til Studering og Døttrene til
Husgjerning; men tillige til Naal og Preen, og al dette med Ind
komsterne af en lille Gaard, i hvilken der stoed en ikke ubetydelig
Preoritets Capital. Som Bevis paa hendes personlige Mod fortæl
les, at hun en Vinternat, da Avlskarlen berettede at Faareflokken
skræmmede af Ulvene, som i de Dage endnu fandtes i Jylland,
havde forløbet sig, forlod Gaarden i Selskab med ham, for at op
søge Flokken, uden at frygte, hverken Ulvene eller de bratte Bak
ker, som omgave Fjorden, og at hun ikke rastede før hun havde
funden den. Først da vendte hun tibage til sin Mand, som havde
tilbragt Tiden i stille Bøn. I Aaret 1737 døde Niels Bjerregaard
og da nu Preoritetshaveren, en Kammerraad Peersen (Pedersen)
fandt, at det kunde være behageligt at have Nørre Vinkel til Lyst-
gaard, opsagde han Enken Capitalen, for at nøde hende til at
sælge Ejendommen, »og hvor mener I at jeg skal hen« spurgte
hun, »I kan flytte til Eders Lejehus i Lemvig« svarede han, »og
kan jeg af Lemvigs Brostene opdrage mine Børn« gjenmælede
Kirsten Bjerregaard, »nej jeg vil ikke sælge Nørre Vinkel, Gud
maae hjelpe«, og han hjalp. Om hun paa et andet Sted fik Capi
talen eller om Kammerraaden lod sig bevæge til at lade Pengene
staae veed jeg ikke, dog troer jeg nesten at det sidste blev Tilfæl
det. Enken Bjerregaard blev altsaa boende paa Nørre Vinkel, op
drog sine Sønner og udstyrede sine Døttre, og døde omsider i Aaret
1
7 5 9
, efter 22 Aars Enkestand. Af hendes Sønner blev to Præster
4
49