K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0
havns Ildebrand i 1795. Jeg husker Noget til de Dages Uro og
erindrer godt de fremmede Børn som kom til at logere hos os, og
Directeur SchultzV’ Karet, som stod i Gaarden, i hvilken min yng
ste Søster og Directeurens Datter legede Fremmede, men jeg ikke
fik Tilladelse til at komme op i. Slotsbranden Aaret i Forvejen er
derimod ganske udslettet af min Erindring, thi at at jeg den Gang
skal have sagt til vor Husjomfru »brænder nu Kongen med« er
vel en yngere Opfriskning. Naar jeg taler om disse Begivenheder,
som jeg kun dunkelt mindes fra min Barndom er der derimod een
som staar levende for min Sjæl, og som jeg troer aldrig vil ud
slettes af den, skjønt Talen her ikkun er om et Blyant til 1 skilling.
Det var en Formiddag at min ældste Broder Christen sad beskæf
tiget med sin Examenstegning og, formodenlig fortrædelig over
at denne ikke vilde lykkes, beklagede sig over sit Blyant. I min
Tienstvillighed tilbød jeg mig at gaae paa Contoiret til Fader, for
at bede ham om 1 sk til et andet Blyant, og skjønt han ikke vilde
tilstæde dette og endogsaa søgte at forhindre min Gang, løb jeg i
min Ivrighed dog op paa Contoiret, for at anbringe mit Andra
gende. Fader plejede ellers ikke at være saa paaholdende med sine
Skillinger, men den Gang svarede han: »naar Christen behøver
1 sk kan han komme selv, og istedet for at lade det bero hermed
gik han ned i Stuen og spurgte: »er det sandt Christen at du har
sendt Nicolaj efter 1 sk til et Blyant«, og da dette blev sagt med
en vred Mine er det ikke underligt, at Drengen nægtede det, han
havde jo endogsaa vildet forhindre mig fra at gaae. Dette sidste
sagde han desværre ikke, og nu regnede der en Strøm af Skiænd
og Irettelser ned over mig Stakkel, og jeg blev beskylt saavel for
Bedrageri som for Løgn, uden at jeg magtede at forsvare og for
klare mig med et eneste Ord. Min fader var en erklæret Hader
af Usandhed og det var ikke saa underligt at han blev vred, men
underligt var det at han ikke med Sindighed undersøgte Sagen; at
45