49 / 299
K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0
Indflydelse paa Familiens Stilling eller Velvære havde det ikke.
Derimod bragte Slægtskabet med Prætorius min Fader reelle For
dele, og bestemte hans Livs Stilling. En Broder til min Bedstemo
der var nemlig en høit anseet Embedsmand i Kjøbenhavn, Comit-
teret eller Deputeret i Rentekamret;10 senere er han som Confe-
rensraad, en den Gang uhørt høj Charge for en Mand som ikke
var Adelsmand, død i Christiansfeld, og til ham blev min Fader,
ikkun 13 Aar gammel sendt. Han kom nu i dette ansete Hus, men
efter alt hvad jeg har erfaret, fandt han ingenlunde kjærlige, men
strænge og tildels ubillige Frender. Saaledes mindes jeg at min
Fader har fortalt, at han maatte staa paa Vagt paa et Qvistkam-
mer, for, saa snart Moerbroderen hiemkommende fra en Ridetour
bøjede om Hjørnet af Gaden, at ile ned for at aabne Porten for
ham. »Havde jeg maattet staae i Porten vilde det have været en
let Sag« mindes jeg at min Fader har sagt, »thi da kunde jeg have
moret mig ved at see mig om, men nu maatte jeg uafladelig have
Øjnene fæstet paa et Punct, thi kun med den yderste Anstrængelse
var det muligt fra Qvistkamret at naae Porten, i den Tid som for
løb fra Hestens Hoved kom tilsyne til Manden naaede Porten«.
Det var, vil Man sige den Tids Opdragelsesmaade og den Tids
Fordringer, men ikke var det den Tids Brug i Sygdoms Tilfælde
at skille sig ved en Søstersøn, og dette gjorde, jeg kan efter hvad
der er yttret ikke tro andet, denne egenkjærlige Mand og hans
fordringsfulde Frue. Min Fader fik som et ganske ungt Menneske en
hidsig Sygdom, Forraadnelsesfeber eller Sprinkler,11 og nu maatte
han paa ingen Maade blive der, men blev sendt andetsteds hen,
hvor en Madame Karup, en Slægtning, med Kjærlighed tog sig
af ham og hvem, saavel som hendes Moder, en Madame Læssøe,
min Fader stedse med den største Taknemmelighed omtalede. Men
var end Onclen og Tanten bydende og lidet kjærlige, saa glemte
de dog ikke at min Fader var deres Slægtning, og efter meget tiligt
47