148 / 175
146
Slutning.
Det vilde formentlig ikke være rigtigt at afslutte denne
Beretning uden at berøre det lige saa vigtige som vanske
lige Spørgsmaal, 0111 de ved A a n d s s v a g e o p d r a g e l s e n
op n aae de R e s u l t a t e r s t aar i F o r h o l d til det s t or e
A r b e j d e og de b e t y d e l i g e S umme r , de nn e Op d r a
g e l s e kræv e r .
Enhver Læser vil forlængst have forstaaet, at de første
Idiotvenners Tro paa at kunne opdrage største Parten af
de aandssvage og give dem tilbage til Samfundet som
nyttige Borgere, er bleven sørgelig skuffet. Overfor en rent
materialistisk Vurdering af Arbejdets Resultater maa Aands-
svageskolen straks erklære sig fallit og hurtigst mulig
.nedlægge Arbejdet. Thi spørger man, hvor mange Pro
cent af de behandlede, Anstalterne kan give Samfundet
tilbage i en saa forbedret Tilstand, at de kan tage Sam
fundsarbejdet op, og om det af disse præsterede Arbejde
kan dække de Udgifter, som ikke alene deres egen, men
ogsaa deres mindre heldig udviklede Kammeraters Op
dragelse har kostet Samfundet, saa kan herpaa kun svares,
at dette sidste altid og allevegne vil være en Umulighed.
Aandssvageskolen kan overhovedet kun hævde sin Eksi
stensberettigelse, naar den bedømmes ud fra den humane
og kristelige Betragtning, at det er er Samfundets Pligt,
saavidt dets Evner rækker, at føre ogsaa dets aandssvage
Medlemmer frem til en saa menneskelig Tilværelse som
muligt, og at hævde ogsaa for dem Retten til, om muligt,
at faa Del i de Goder, som det kristelige Samfund regner
for de højeste.
Men ved Siden af disse ideale Maal, som enhver Anstalt
maa sætte sig, vedkender den sig ogsaa det vigtige Maal,
at gøre enhver aandssvag, der kommer under dens Paa-
virkning, saa brugbar og nyttig for det praktiske Liv som
muligt. Naar det imidlertid med Sandhed maa siges, at
Resultaterne paa dette Omraade har været smaa, saa vil
det ikke være vanskeligt at paavise i hvert Fald nogle af
Aarsagerne dertil.