89 / 175
^7
imod. Og desuden vilde det utvivlsomt have beredt
Bestyrelsen en Skuffelse, om den havde forsøgt at føre
hin Tanke ud i Livet. Thi ligesom den Plejestiftelse for
velhavende aandssvage, GI. Bakkehus allerede i nogle
Aar havde drevet, viste sig ikke at have nogen videre
Udviklingsmulighed i sig, saaledes synes det Forsøg med
et lignende Asyl, som mange Aar senere gjordes paa
Ebberødgaard, heller ikke at have nogen stor Fremtid,
uagtet der dér var heldigere ydre Betingelser tilstede.
Dette viser formentlig, at de velhavende Samfundsklasser
som Regel helst beholder deres aandssvage i egen Familie
eller anbringer dem privat hos andre Familier, der vil
hygge om dem, fremfor at betro dem til større eller
mindre An s t a l t e r . De danske Aandssvageanstalter er
saaledes vedblevne at være det, de formentlig bør være:
Institutioner, som arbejder for det hele Samfund, ikke
mindst for dettes bredere Lag.
Just som GI. Bakkehus stod ved Afslutningen af de
første 25 Aar af sin Livsgerning, var den, som vi har
set, efter nogen Vaklen kommen til Klarhed over sin
Fremtid og de Hovedlinier, efter hvilke Udviklingen
burde gaa. Anstalten kunde med god Samvittighed og
i det hele og store ogsaa med Glæde og Tilfredshed se
tilbage paa det svundne Tidsrum. Thi selv om Udvik
lingen, set med Nutidens Øjne, kan forekomme noget
for langsom, og selv om de indre Arbejdsvilkaar ikke
helt igennem var saa gode, som de kunde have været,
saa maa meget af dette skrives paa Regning af den Om
stændighed, at GI. Bakkehus var Landets f ø r s t e Aands-
svageanstalt, der havde at gøre de første, ofte dyrekjøbte
Erfaringer — Erfaringer, der herefter kom saavel de Kel
lerske Anstalter som GI. B. i dens senere Udvikling til
gode. Og saa var den vigtige Del af Opgaven fra første
Færd lykkedes godt for Anstalten, at s kabe et l y k k e
l i gt og v e l b et r y g g e t Hj em for de mange med saa
forskellige Svagheder belastede Skabninger, som søgte