78 / 100
sters Ord, og at det var skammeligt, at Ministeren havde
talt Sandhed. Dette vægtige Angreb bragte paany Mini
steren til at vakle paa Taburetten. Forrige Gang blev
han reddet af en Overpræsident; men denne Gang blev
Redningsmanden en endnu højere Stormagt: et Blad.
Bladet fortalte følgende — sandfærdige — Historie. To
Præster søgte et og samme Embede. I saadanne vanske
lige Tilfælde bærer Theologer sig ikke ad som andre Em
bedsansøgere, der nøjes med at indgive deres skriftlige
Ansøgninger. Theologerne gaar altid op og hilser paa
Bispen. En stor Del af en Biskops Tid gaar altid med
at passiare med theologiske Kandidater som Ansøgere.
Deraf kommer rimeligvis den. gamle Talemaade fra Fre
derik V I ’s Tid : „Passiar, min Engel.“ Og Biskoppen
lover ingen af dem Embedet. Eller for at bringe lidt
Afveksling ind, han lover dem alle Embedet. I dette
Tilfælde havde Bispen imidlertid gjort noget rent galt,
han havde lovet den ene Embedet. Og derpaa gjorde
han for at være konsekvent noget endnu værre, han
indstillede den anden. Men paa ægte national Vis
anbefalede han alligevel dem b e g g e , men den ene
anbefalede han desuagtet bedre end den anden. Og til
sidst kunde hverken han eller nogen anden Djævel finde
Rede i, om det var A eller B, han havde anbefalet bedst.
Denne Sag blev nu ført frem i et Blad, og Redaktøren
beskyldte Bispen for at have indstillet den Ansøger,
han havde lovet at indstille, han beskyldte altsaa Bispen
for at have talt Sandhed, og med god Føje sluttede
Redaktionen med at sige, at naar Bispen selv talte
Sandhed, skulde han nødig beskylde Ministeren for at
have talt Sandhed, man skal ikke kaste med Sten, naar
man selv bor i et Glashus. Nu sad Ministeren fast paa
Taburetten, medens Bispen vaklede i Stolen, og Bispen