79 / 100
anlagde derfor Injuriesag mod Redaktøren, der blev
dømt til 4 Maaneders Fængsel. I de gode gamle Dage
var Taksten kun 3 Maaneders simpelt Fængsel, men alt
er jo nu blevet dyrere.
Og den Dag, den stakkels Redaktør vandrede i Fæng
sel, stod Bispen og prædikede i Landets Hovedkirke. Og
ban talte om, hvor godt der var i Helvede, og hvor
elendigt der var oppe paa Jorden. Verden var fuld af
alskens Daarlighed, thi der var vendt op og ned paa alle
moralske Begreber. Hvad der i Helvede var sandt, det
var usandt paa Jorden, og omvendt. Selv Bisperne der
oppe sagde Sandhed og kun Sandhed. Og Bispens Til
hørere, de sølle smaa Djævle, blev rørte og sad i Kirken
og græd. Men Bispen var en kærlig og varmtfølende
Mand, som ikke vilde bedrøve sine Tilhørere, og da han
saa ud over Forsamlingen og saa, at den sad og græd,
sagde han: „Naa, naa, græd ikke, Børn, hvem ved,
maaske er det Løgn alt sammen.“
Da vi havde kigget saa langt ind i Underverdenen,
blev det Cajus, som var træt af Rejsen og af Dagens
Besværligheder og Skuffelser, lidt for varmt, og han
foreslog, at vi skulde se at vende hjem snarest. Jeg var
dog noget i Tvivl, om vi burde. Nu da vi engang var
her, var det dog et Spørgsmaal, om vi ikke havde
det bedre her. Men da jeg maatte indrømme, at her
vilde vi ialfald ikke finde Ellen, saa maatte jeg kon
sekvent vende med min Ven tilbage til de overjordiske
Forhold, hvor der udenpaa Porten dog ikke stod skrevet,
at alt Haab maatte lades ude, men hvor der kun stod
skrevet: „E j blot til Lyst.“ Og vi vendte om. Men en
Cerberus ved Udgangen, der var den samme som Ind
gangen, spærrede os Vejen. Herfra vender ingen tilbage,
sagde han paa Embeds Vegne. Cajus søgte forgæves
— 74 —