86 / 100
—
81
—
Stormende Jubel, alt og alle revet med af de varme Ord,
intet Øje tørt! Derefter slog den abnorme paa sit Glas.
Aandeløs Tavshed. Han rejste sig, hævede sit Glas,
bevægede Læberne, sagde ikke et Ord, satte sig igen.
Almindelig Beundring, udelt Tilslutning, det var netop
de Ord, som skulde udtales.
Saaledes arbejdededisse to Mænd sammen, arbejdede
for andre, arbejdede for sig selv, værende sig deres
Ansvar — omend, efter det ethiske Handelsregister, be
grænsede — bevidst. Et harmoniskLiv, en skøn Død.
Stille og blidt forlod deLivet, med Vemod skiltes de
fra det Land, de havde elsket saa højt. —
De stod nu paa Livets store Banegaard, Afgangssiden.
De skulde hver med sit Tog, i forskellige Retninger.
Man udvekslede smaa Opmærksomheder, som antagelig
ikke fandtes paa Ankomststederne. Den abnorme gav
den anden Apollinaris og andre kølende Forfriskninger
med paa Rejsen, den normale gav til Gengæld sin Ven
alle Bladene.
Der var mange Mennesker paa Perronen, især til det
ene Tog, det som den normale skulde rejse med, bl. a.
en stor Mængde fhv. Kejsere, Konger, Hertuger o. s. v.
De var glade, ja næsten oprømte, thi de var jo ansvarsfri.
En Del fhv. Ministre, ansvarlige altsaa, saa dog heller
ikke modfaldne ud.
Vandrende op og ned, uberørt af Travlheden og Træng
selen gik en underlig gammeldags Skikkelse. Han havde
været ude i Livet, i et lille gentaget Besøg for at hente
ny Erfaringer. Han indlod sig i korte Samtaler med
flere Rejsende, bl. a. med vore to Venner. Dem spurgte
han højst interesseret om deres Livserfaring og Prin
cipper. „De Herrer er vel i a lt f a l d nu klare over, at det
gælder et Enten — eller?“ „Antikveret,“ svarede de i
Cajus Cassius Tikøb.
6