94 / 100
at fornøje og belære dem, selv om de, deres Natur tro,
imellem driller Folk lidt. Og de er ikke altid i menne
skelig Skikkelse, ogsaa i Dyrs. Ofte er de som i gam
mel Tid sorte elektrisk-gnistrende Katte, undertiden —
som hos mange Politikere — en lille net Ræv. Men,
de spøger ikke fortrinsvis paa Kirkegaarde, al den Stund
moderne Mennesker bliver brændt og slet ikke kommer
paa de Steder; de spøger rundt om, hvor det passer, og
i Stedet for Kirkegaardene har de især opsøgt Skifte
retterne, Boerne.
Min Ven og jeg kendte fra Ungdomstiden Vægterens
Datter, som arvede Embedet efter sin Fader, og da hun
med sit Kontrolur viste sig lidt før Kl.
1 2
, gik vi Runde
med hende paa Domhuset for at overvære Spøgelsernes
Time.
Der er roligt, men køligt paa det gamle Raadhusi ved
Midnatstide. Arm i Arm gik vi alle tre, ledede af Damen,
som gik i Midten med sin Lygte paa Brystet, der kastede et
skarpt, men begrænset Lys paa Gange og Døre. Vi pas
serede i Stueetagen nogle Undersøgelseskamre. „Husker
du,“ spurgte jeg Cajus, „den Dør?“ Cajus kastede et
sky Blik paa den. Der residerede i hans Ungdom Over
præsidenten, hvem Cajus ikke kendte i bemeldte Em
bedsmands Egenskab af Formand for Magistraten, men
som den, der satte „Fædre“ i Bidrag. „Lad os ikke
her paa dette Sted blive ved at tale om Fortiden, lad
os blive i Nutiden,“ bad Cajus. „Som du vil,“ svarede
jeg> »>vi forlader vore Fædres Tid og holder os til Nu
tiden.“ Og lidt efter stod vi paa
1
. Sal uden for Skifte
rettens Lokaler. Vor Cicerone forlod os der og gik
Resten af sin Runde alene for senere at afhente os.
„Er d’Hrr. bange?“ spurgte hun med et Smil, der min
dede os om gamle, lykkelige Dage. „Nej,“ sagde Cajus,
—
89
—