96 / 100
danser af Sted, ugenerte af de folderige, hvide Gevandter.
Naar de saa har danset deres Time, tagfer de Lagenet
til sig, svøber sig værdigt i deres Toga og synker ned,
hvor de kom fra.
Lidt efter kom der en hel Del, nærmest politiske
Skéletter tilsyne. De dansede ikke, de gik i Grupper
og diskuterede i Udvalg, de forhandlede aabenbart meget
venskabeligt med politiske Modstandere, formodentlig om
et eller andet Compromis, og de havde derfor ikke nødig
til deres adstadige Bevægelser at lægge deres Lagener
fra sig, de vilde jo helst skjule deres Nøgenhed, og
det lykkedes dem nogenlunde overfor ikke skarptseende
Øjne. Ved nærmere Eftersyn saa vi, at de brugte deres
respektive Partiprogrammer, der var meget lange og
meget rige paa Løfteparagraffer, til at dække sig med.
Cajus blev ved med sin Snak om, at i hans Tid var
det kun de Døde, der spøgede. Men jeg erindrede ham
om, at Skifteretten jo foruden Dødsboer ogsaa behand
ler Fallitboer, altsaa levende Menneskers Boer. Ogsaa
aandelige Fallitboer maa jo behandles, forklarede jeg
Cajus, — men se der! Dér er et livligt, ældre Spøgelse
i langt, hvidt Lagen, som han nu lægger fra sig, og
for at det ikke skal blive borte, lægger han forsigtigt
en Skifteprotokol hen paa det, hvorpaa det gamle Skelet
opfører en vild danse macabre hen ad den lange Gang,
ud af Vinduet og ned ad Børsen til. Det er en Præst.
Da det imidlertid ikke er Børstid, vender han straks om,
danser lidt uden for en Outsider-Veksellerer og læser
under Dansen Kurslisten, og da han ser det vældige
Fald af Aktier, farer han tilbage til Domhuset. Klokken
nærmer sig nu i, da Spøgelsetimen hører op — og den
forsigtige Gejstlige søger efter sit Gevandt, for at han
kan have noget at skjule sin Nøgenhed med, naar Dagen
— 91 —