95 / 100
„vi er ikke bange for lidt Spøgeri, men er De ikke
bange for at lade os alene her i Skifterettens Lokaler,
jeg mener — Boerne?“ „Nej,“ svarede den gamle Pige,
„jeg er ganske rolig i saa Henseende, for i vore Dage
er der nemlig slet ingen Ting i Boerne,“ og det har
hun virkelig Ret i.
„Pas nu paa, Cajus, nu er det Midnat, Klokken er
1 2
.“
Og præcis paa Minutten gaar en Dør op, og ud danser
Skelettet af en Embedsmand hen ad den lange Gang,
ud ad Vinduet, over Torvet og ned ad Strøget til Kon
gens Nytorv og tilbage igen; dér hvor andre ikke kunde
gaa, dér dansede han, alt imedens Hundene hylede.
For Hunde hyler altid, naar de ser Spøgelser, og des
uden kunde Manden ikke fordrage Hundene, havde han
nylig sagt, der skulde lægges større Skat paa dem.
Derfor hylede de endnu værre ad ham end ad andre
Spøgelser, men bide ham turde de ikke, forde er ogsaa
lovlydige, og han var jo en Embedsmand j Funktion,
hvem det er kriminelt at bide i Benene.
Cajus kunde blot ikke forstaa, at det var rigtigt Spø
geri, for Manden var jo ikke død. Men jeg forklarede
min gamle Ven, at Spøgelser er ikke altid døde, ialtfald
ikke nutildags. De Levende spøger langt mere end
de Døde. Ikke om Dagen, saa er de pæne Mænd og
er i Funktion og kendes kun som offentlige Mænd og
gennem Aviserne. Men om Natten, i Maaneskin, bliver
de gennemsigtige, og saa viser de sig som Skeletter,
ligesom ved Røntgenstraaler, saa viser de sig i deres
Nøgenhed. Dog har de alle en Ligskjorte, og med den
søger de at dække deres Nøgenhed om Dagen, hvilket
ofte, mærkeligt nok, lykkes dem, ialtfald en Tid lang.
Om Natten, i Spøgelsetimen, generer de sig ikke, saa
lægger de Lagenet eller Skjorten paa Gravhøjen og
—
9 o
—