93 / 100
længere Tid havde skrantet uden dog at være egentlig
syg — var den Dag netop paafaldende livlig, og Vidnet
husker tydelig, at Afdøde, rygende sin Cigar, spadserede
op og ned ad Gulvet, idet han dikterede sit Testamente.
Da Vidnet to Dage senere besøgte Afdøde, var denne
derimod faldet kendeligt af, og Afdøde døde samme
Aften.“
Apropos, Afdøde, det er underligt saa Cancellistilen
holder sig, medens Sproget forandrer sig. Ofte tages et
Ord i højst forskellig Betydning. Jeg læser med meget
Udbytte gamle Aviser fra forrige Aarhundredes Begyn
delse, og der træffer jeg af og til paa smaa Nekrologer
over Embedsmænd, hvilke ogsaa dengang med For
kærlighed tilbragte deres sidste Leveaar paa det endnu
hyggelige, men dengang rent idylliske Frederiksberg. Det
er ikke sjældent at finde følgende Notits: „Afdøde —
der var dekoreret med Dannebrogsordenens Ridderkors —
levede sine sidste Aar som Idiot paa Frederiksberg.“
Jeg forbavsedes og bedrøvedes først over disse gamle
Medborgeres sørgelige Skæbne, jeg mindedes P. A. Hei-
berg: „Ordener hænger man paa Idioter“ — men saa
opdagede jeg, at man dengang tog Ordet „Idiot“ i Betyd
ningen : Privatmand.
Men medens Cajus og jeg stod og talte om1 alt dette
og meget mere, blev Klokken henved
1 2
. Og jeg spurgte
Cajus, om han troede paa Spøgelser, hvilket han ikke
vilde nægte, at han gjorde. Selvfølgelig troede han ikke
paa de gammeldags Spøgelser, der blot gik igen, fordi
de havde gjort ondt, eller fordi de vilde forskrække de
levende. Ligesom alle andre og alt andet har ogsaa
Spøgelserne forandret sig og maattet forandre sig, om
de ellers vilde bevare d:res Ret til at eksistere. Nu
spøger de ikke for at forskrække Menneskene, men for