18 / 640
2
J. Gudmundsen-Holmgreen
Kunstmuseet. Men ogsaa den blev jeg ked af til Slut.
Og det var Thorvaldsens Skyld. Jeg begyndte nem lig paa
det T idspunkt at blive klar over, at jeg selv vilde gøre
Statuer, og da jeg bildte mig ind at kunne se, at Thor-
valdsen blot havde søgt at kopiere Antiken, svor jeg paa,
at det ikke skulde gaa m ig ligesaa. Jeg skulde nok selv
lave m ine Statuer. Helt alene.
Som sekstenaarig er man jo vældig klog og stærk og
kan vælte hele Verden, især alt det, der smager af Auto
ritet.
Jeg kom til at nære en sand Afsky for at give mig af
med andres Kunst i det hele taget og holdt mig virkelig
nogle Aar helt borte fra at se paa Sculptur.
Jeg mener nu 27 Aar efter, at jeg dengang rent in tu i
tivt følte og handlede rigtigt.
Jeg tror saaledes, Thorvaldsen gjorde m ig en meget
stor Tjeneste dengang, fordi jeg fik Fred til selv at gaa
og pusle og se paa Naturen.
Den unge begyndende Kunstner skal, saa vidt som
overhovedet muligt, ganske overlades til sig selv og Na
turen. Har han da noget paa Hjærte, fam ler han sig frem
uden skadelige Direktiver. Dette at beskæftige sig med
at iagttage og opleve andres Kunst er et farligt og uhyre
kompliceret Arbejde, der kræver Kraft og Personlighed.
Den ganske Unge er som Vox og har kun Gavn af de Ind
tryk, der melder sig spontant; Personligheden er saa alt
overskyggende vigtig for en udøvende, og han løber Fare
for at forkvakle den, om han for tidligt kommer ud af
Svøbet.
Første Gang jeg virkelig igen begyndte at interessere
mig for andet end mit eget, var i Berlin 1913. Hvad der
egentlig skete, ved jeg ikke, jeg tror ikke, jeg forstod ret
meget, men i hvert Fald følte jeg noget, jeg aldrig før
havde kendt. Det var en archaisk Statue, der gjorde
stærkt Indtryk paa mig.