24 / 640
8
J. Gudmundsen-Holmgreen
harmonisk proportionerede og skønt skabte Menneske
legeme og i sin Evne til at bruge denne Sans uden Brask
og Bram, men netop saa selvfølgeligt, at man ikke faar
Skygge af Anelse om, hvor overordentligt vanskeligt det
er for en alm indelig Dødelig, blot dette at faa en Statue
til at staa ordentligt paa Benene.
Med legende Lethed skaber han sine Skikkelser, i ens
artede Stillinger, men dog tilstrækkeligt varierede til at
overbevise en om, at han magtede enhver naturlig Be
vægelse.
Med hans Kendskab til den m enneskelige Organisme
fulgte i Sporet, saa at sige, hans Blik for Maaden, hvor-
paa et Menneske bevæger sig naturligt, hvilket igen sik
kert har udviklet hans medfødte Trang til Balance og
Harmoni. Han komponerer flere Figurer sammen lige
saa selvfølgeligt harmonisk, som den enkelte, aldrig
trænger nogen Disharmoni sig ind.
Denne Virtuositet gør alle hans Skikkelser saa over
bevisende menneskeligt organiske*
Men i hans Grupper gør en lignende Egenskab sig gæ l
dende som i Reliefferne: De er frontale uden Dybde, den
tredie Dimension føles ikke stærkt nok.
Ogsaa i hans Portraiter mærker man Virtuosen. Hove
det sidder altid rigtigt paa Halsen, og Balancekompo
sitionen er den finest mulige. I Busterne har han forøv
rigt nærmet sig Naturen noget mere um iddelbart end el
lers, og Resultatet for Formens Vedkommende er blevet,
at den virker mere oplevet og derfor bedre. Men mange
af hans Portraiter bærer Præg af at være Hastværksar
bejde uden Inderlighed eller indgaaende Karakteristik af
Modellen. Jeg tænker stadig paa Gipsgengivelserne, thi
Marmorbusterne er grelle Exempler paa Thorvaldsens
uheldige Fremgangsmaade. Trækkene er bogstaveligt ud
viskede i Marmoret, Formen gjort ringere og banaliseret.
Overalt ser man Mærker af F il og Rasp, disse Værktøjer,