21 / 640
Thorvaldsen og en Billedhugger i Dag
5
Naar han vil gøre Formen stor, rig og intens, naar han
det ikke ved at ignorere Detaillerne, men ved at gennem
leve disse Myriader og saa indordne dem under den store
rolige Form, ganske som de er det i Naturen.
Vi kan se, hvordan f. Eks. Archaierne har gjort: Over
fladisk betragtet, store udetaillerede Former, men i Vir
keligheden et Væld af de finest nuancerede Overgange,
hver Prik af Stenens Overflade lyser af Berettigelse af
netop at være der, den er, og ikke blot en kvart Milli
meter dybere inde eller længere ude — og ingen Konka
viteter.
Ethvert levende Væv er konvext, den tilsyneladende
Hulhed viser sig altid ved rigtigt Eftersyn at være sam
mensat af en Rigdom af hvælvet Form.
Jeg maa med et Sidespring lige nævne et Exempel
paa, hvilken Betydning den konvexe Form kan have:
Denne Konvexitet er een af Hemmelighederne ved
Skønheden og Styrken ved Parthenon. Dette Tempel er
i Pagt med det levende Liv, kun Søjler — men de lever
og spænder paa den Plads, de optager.
Med disse Betragtninger er det min Mening at danne
en Baggrund for m ine Iagttagelser overfor Thorvaldsens
Stilling til Formbehandling og Materialefornemmelse.
Jeg kan ikke faa Øje paa hans Sans for Materialet.
Hans Statuer egner sig fra Kompositionens Side bedre
for Bronze end for Marmor; disse Træstammer og andre
Støtter, for at Figurerne ikke skal knække i Anklerne,
minder om romerske Kopier efter græske Broncer — og
naar jeg tænker paa hans Formgivning, egner den sig i
Reglen hverken for Bronze eller Marmor, men snarere
for Træ.
Naar jeg for at undersøge hans Formgivning ser paa
hans Portraitbuster — naturligvis paa Gipsoriginalerne
— faar jeg Indtryk af, at han mere har skrabet eller
skaaret Formen frem, end at han har modelleret i Ler.