26 / 640
10
J. Gudmundsen-Holmgreen
de Overbevisning i Thorvaldsens Kunst; jeg har ikke F ø
lelse af nogen tvingende Nødvendighed ved Tilblivelsen;
hvis jeg havde det, vilde jeg lægge mindre Vægt paa hans
Mangler.
Thorvaldsen m isforstod Antiken. For selv om han
kendte den slappe og sidste Del af den, har den dog mere
Nerve end hans.
Han lærte de rent ydre Apparater at kende og saa ikke
det vigtigste hos den og standsedes i sin frie Udfoldelse.
Hans samtidige Freund, der aldrig naaede at udvikle
sine rige Evner og fine Personlighed tilstrækkeligt, har
mere Billedhuggersind.
Det kan saaledes ikke nytte at ville give Tiden hele
Skylden. Thorvaldsen rnaa selv bære sin Del af Ansva
ret. Den Ro, han hentede hos Antiken, blev hos ham til
en Pose af liden Interesse. For at en behersket Ro kan
faa nogen Mening for mig, maa jeg føle, at der er noget,
som biir behersket.
Det føler jeg hos Grækerne fra det 6te Aarhundrede.
Deres Ro dækker over sydende Lidenskaber, det viser
deres vidunderlige Formgivning og hele H engivelse i Ar
bejdet. Jeg kan mærke gennem deres Arbejder, at de har
elsket denne Form, og hvad der boede bag den, og at de
har lidt for den. Deres sjæ lelige Spænding fulgte med
over i Stenen og gav den evigt Stempel af samme Spæn
ding og Nerve. Opfattelsen af Naturen og af Stenen er
gaaet op i en Eenhed, og der er organisk Sammenhæng
i Stentingen mellem Sten og Emne, i Stenen selv og i
Skikkelsen, ogsaa anatom isk, dog ikke slavisk, men saa
det virker overbevisende. De største Virkninger beror
ofte paa Overdrivelse — ogsaa i anatom isk Henseende
— Belastning, men aldrig Overbelastning.
Nu om Stunder, da vi jo henter Indtryk fra disse
Ting og prim itiv og 100 Aars europæisk Sculptur, Thor
valdsen ikke kendte, har vi vistnok i længere Tid været