20 / 640
4
J. Gudmundsen-Holmgreen
Jeg kunde ikke glemme den, og før jeg vidste af det,
var jeg hovedkulds paa Jagt efter Oplevelser.
Og langt om længe kom jeg saa ogsaa til Thorvaldsen.
Men da havde jeg i Aarevis søgt Selskab med andre Store
end ham og deriblandt med en Række, som Thorvald
sen af gode Grunde ikke havde kendt.
Bortset fra mit meget tidlige Bekendtskab med Thor
valdsen kan jeg saaledes sige, at jeg først mødte ham
langt hen i min Udvikling. Og naar jeg nu gir m ig af med
hans Arbejde, er der visse Sider af det, jeg har um iddel
bar Glæde af, men i det store og hele savner jeg den
Følelse af Samspil mellem Kunstværket og mig selv, som
jeg har, naar jeg af og til staar overfor den Kunst, jeg
føler m ig stærkt knyttet til.
Mine Forsøg paa at nyde Thorvaldsens Kunst degra
deres til Betragtning, hvor jeg bøjer mig i Beundring for
visse Egenskaber ved hans Talent og konstaterer Mang
len af andre Egenskaber, der for m ig er saa vigtige.
Jeg skal prøve at forklare hvorfor.
Den Kunst, som jeg er lykkeligst ved at opleve, maa
først og sidst være Medleven i Livet selv, omsat i intens
Form . Og intens Form vil for Sculpturens Vedkom
mende være et Resultat af lykkelig overstaaet Kamp
mellem Naturens Kød og Blod og Stenen, en Kamp, hvor
B illedhuggeren er den sejrende Feltherre, der præger
Slagets Gang med sin Kraft og Aand — og det saa stærkt,
at man mærker, det gælder Livet selv. Denne lykkelige
Kamp har frembragt en Harmoni mellem Inspirations
k ilden i Naturen og den i Stoffet, en Harmoni, saa Bære
evnerne biir presset til det yderste, til Fremhæven af
Karakteren baade af Naturen og Stoffet.
Selve den haandgribelige Form, B illedhuggeren ser i
Naturen og genoplever i sit Materiale, faar heri helt nye
Virkemidler, han maa derfor føle for begges Udtryks
former paa samme Tid.