HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række

Drejernes Konflikt 1896

4 8 1

bruar 1897 stemples som urigtig paa forskellige andre

Punkter. Spørgsmaalet er da, hvorfor han afgav denne

forkerte Dom. Det kunde tænkes, at han efterhaanden

var ked af Vrøvlet og nu saa den nærmeste Udvej i at

give den mest ukuelige af Parterne, nem lig Lindhard,

Ret. En saadan Synsmaade tør man dog ikke uden v i

dere tillægge en Mand som Herman Trier. Snarere har

han opstillet en anden Betragtning. Tagemose og hans

Ledsager var i Februar 1897 blevet de ydmyge overfor

Oldermanden, som vi ved, fordi Svendene ikke paa den

Tid af Aaret havde Raad til at tage en Arbejdsnedlæg

gelse. Denne Ydmyghed set i Forbindelse med, at Tage

mose ved flere Lejligheder var udeblevet, hvor han ret

telig burde være mødt, kan meget vel i Triers Øjne have

taget sig ud som Syndsbevidsthed. Trier har da sluttelig

ladet sig paavirke af Lindhards Ordstrøm.

Et og andet af, hvad der ellers foregik, bliver ogsaa

lettere at forstaa, naar man tillægger Lindhard Fejlen.

Den M isfornøjelse, der kom til Orde paa Svendenes Ge

neralforsam ling den 25. April 1896, vilde have været m e

get urimelig, hvis Tagemoses »indtil« havde været no

get saa nyt og uhørt. Nom inelt var nogle af Satserne i

Priskuranten af 15. April 1896 dog højere end i den af

1890, og hvis nu 1890-Satserne var efter »fra«-Systemet,

betød Tagemoses Priskurant jo 20— 30 pCt.’s Lønfor

højelse. Dette vilde ikke have været saa daarligt i en

Tid, hvor alle andre Priser kun steg yderst langsomt.

Ligesaa forstaar man den eruptive Glæde ved Mestre

nes Festlighed den

. Juni 1896, da de pludselig saa sig

i Besiddelse af de lindhardske Udlægninger. Og paa den

anden Side var det maaske ogsaa disse Udlægninger, der

gav Anledning til den Kulde, som nogle af Mestrene til

syneladende stadig bevarede overfor Oldermandens Ge

skæftighed, og til den Ligegyldighed, hvormed de ud

nyttede hans endelige Sejr. Den Uenighed, som Lind-