52 / 640
3 6
Skat Arildsen
(1844) .70) Som sand Kunst er hellig, kristelig Kunst, er
den sande Kunstner den gudbenaadede Kunstner. Prin
cip ielt set hævder Clausen altsaa Menneskets, og det vil
i denne Forbindelse sige Kunstnerens frie Selvbestem
melse overfor Gud. Den gudbenaadede Kunstner maa
følgelig være en saadan, der røgter sit af Skaberen givne
Kunstnerkald, vel at mærke som personlig Kristen. En
saadan Slutning holder dog næppe Stik. Efter den Clau-
senske Opfattelse af Selvbestemmelsen synes tværtimod
Kunstnerens skabende V irksomhed at være det a fgø
rende, hans personlige Stilling til Kristendommen det
underordnede. Clausens to Taler, der har Thorvaldsen
til Genstand, tyder stærkt herpaa. Ved Festen i Hotel
d ’Angleterre for den hjemvendte europæ iske Berømthed
(7. Oktober 1838) h ilser han i Virkeligheden Thorvald
sen som kristelig Kunstner. Andet Indtryk kunde T ilhø
rerne dengang ligesaalidt faa som Læserne nu. Var Clau
sen da uvidende om, at Thorvaldsen var religiøst ind iffe
rent? Eller stikker Fejlen i hans princip ielle Syn paa
Forholdet m ellem Kristendom og Kunst, Gud og Kunst
ner? I begge Henseender var der da Mulighed for, at
Clausen i Aarenes Løb sk iftede Opfattelse, udviklede sig.
Intet tyder dog herpaa. Ganske vist skulde det være
mærkeligt, om Clausen ikke kom paa det rene med Thor-
valdsens religiøse Stilling under deres flereaarige, nære
Samarbejde paa Frue Kirkes kunstneriske Udsmykning.
Ihvertfald holdt han (30. Marts 1844) en Mindetale over
Thorvaldsen i Kunstakadem iets Antiksal, hvor hans Syn
paa den hensovede Kunstner er det samme som i 1838.
Selvoan Clausen ikke holdt en Gravtale i Kirken, men en
Mindetale i Antiksalen, saa var det dog ikke blot den
kunstbegejstrede Lægmand, men ogsaa den Kristne og
Teologen, der talte. Og nu som dengang maatte Thor-
70) jvf. nærv. Afh. S. 27.