48 / 640
3 2
Skat Arildsen
men derimod, som Clausen saa smukt og træffende si
ger, »det kraftige, selvtillidsfu lde Sving i den nationale
Stemning, der vinder Styrke ved ethvert Foretagende,
der fører ud over de snævre egoistiske Interesser til et
højere liggende Fælles-Formaal« (1860) ,68)
Karakteristik og Kritik
af
H. N. Clausens Syn paa Forholdet mellem Kunst og
Kristendom.
Vi ser altsaa, at H. N. Clausens
praktiske
Indsats til
Kunstens Fremme bundede i et
teoretisk
Syn paa Kun
sten. Saaledes som hans Kunstsyn foreligger, er det
klart, at der ikke kan tales om nogen Kunstfilosofi eller
B illedkunstens Æstetik. Han giver intet System, kun
Aforismer,
i deres Form dels Spekulationer indenfor Om-
raadet Kristendom og Kunst, dels Ræsonnementer over
Kunsten i national, pædagogisk og psykologisk Hen
seende. Han var paa Kunstens Omraade
Lægmanden,
der, hvis vi tør tage ham paa Ordet, søgte at underordne
sig den Sagkyndige, Kunstneren, hvor denne alene var
beføjet til at dømme. Hvor han udtaler sig om Kunst, rø
ber han den samme sunde Dømmekraft, som vi kender
fra hans øvrige, vidtforgrenede V irksomhed i Tale og
Skrift. Hans
Domme
er som Regel klare i Formu lerin
gen og træffende i Indhold; reelt ligger deres Styrke i
Bredden, deres Mangel i Dybden og ofte tillige i Begrun
delsen. Hans Syn paa Forholdet mellem
Kristendom og
Kunst
har vel ingen Værdi teologisk set, men derimod
nogen Værdi i
psykologisk-biografisk
Henseende. Det v i
ser nem lig, hvorfor han som protestantisk Kristen og
Teolog kunde og vilde ofre Kunsten saa megen Tid og
68) ib. 753—54.