Blandt Lægfolk hæftede
m an sig vel først og frem
mest ved denne Egenskab,
der simpelthen ikke kunde
undgaa p a a en iøjnefal
dende M aade at faa G a
dernes sløve Gasbelysning
til rent ud sagt at blegne.
Havde m an før i T iden
skumlet over Gadernes
rugende Mørke, saa tog
Utilfredsheden nu dobbelt
Fart.
Antagelig er det en saa-
dan offentlig fremsat Mis
fornøjelse, der h a r faaet
Professor
Julius Thomsen
til den i i . November
1878
i Borgerrepræsentationen — tilsyneladende ret umo
tiveret — under en Budgetbehandling at levere det første kommunale Indlæg
i Spørgsm aalet: Gas eller Elektricitet.
Københavns Kommune havde pa a dette T idspunkt lige indviet et ny t Gas
værk — det østre — til
2
Millioner Kroner og havde dermed ialt anbragt ca.
8
Millioner K roner i Gasværker og dertil hørende Anlæg. Det var mange Penge,
ikke m indst den Gang, og overfor de udenlandske Beretninger om det elektriske
Lys’ begyndende Sejrsgang var et Forsvar nok paakrævet.
Julius Thomsen indledede sit Indlæg med disse O rd :
»Det kunde synes, at Kommunen var kommet i en prekair Stilling ved
at have faaet et nyt Gasværk og i det Hele at have anvendt
8
Millioner
K roner til Gasværksanlæg paa en T id, da der i alle Blade og Tidsskrifter
gives Løfter om et overordentligt Udbytte af det elektriske Lys.«
Nogen Anledning til at anvende elektrisk Belysning af Gaderne herhjemme
fand t Professoren im idlertid ikke ud fra den maaske lidt mærkelige Motivering,
at Belysningen i saa Fald vilde blive meget stærkere, end den var i Øjeblikket.
En enkelt Buelampe kunde nemlig gøre det ud for flere Dusin Gasblus.
»I U d landet derimod,« tilføjede han, »kunde m an p a a Steder, hvor
Gaslysets Styrke er en halv Snes Gange saa stor som hos os, med Fordel
anvende elektrisk Lys.«
Efter at have beskæftiget sig med den økonomiske Side af Sagen sluttede
Professoren sit Indlæg med følgende Udtalelse:
Gramme-Vekselstrømsmaskine (til venstre) med Magnetise
ringsmaskine (til højre), anskaffet 1879 af Burmeister &
Wain. (Historisk-teknisk Samling). Maskinen har to fase
forskudte Viklinger, der benyttedes hver for sig.