66 / 223
5 4
sin Søn — havde h an fuldtud tilegnet sig den beund rede
Mesters »Skole«, og han bevarede dens Læ rdomme i et
trofast Sind lige til det sidste, lod dem gaa i Arv til sine
mange Elever, der alter førte Traditionerne videre til
deres
Elever. Saaledes kom Kontinuiteten i Stand imellem selve
Mester Joach im og de
fleste yngre Violinspillere
her i Landet — med Tofte
som Mellemleddet.
Sit afgjorte Violintalent
havde Tofte hos Joach im
underkastet en saadan
Træning, at Lærerens Me
tode var gaaet h am gan
ske i Blodet. Og na a r
han underviste sine Ele
ver, var Joach ims Maade
at opfatte og gengive Vær
ket paa altid afgørende
for ham. Rettelser og Be
mærkninger angaaende
Elevens Præstation fik
som Regel Fo rm af en
Valdemar T o fte.
.
\ tn ng om, hvorledes
Joa
chim
havde udført det paagældende Sted, f. Eks.: »Man
k an jo ikke sige, det er
galt
, men
Joachim
tog her Opstrøg.«
I sine Velmagtsdage var Tofte en Violin kunstner af høj
Rang, med en stor, bred Tone, en paa én Gang fast og let
Bueføring. Han var da ogsaa selvskreven som P rima riu s
i den berømmelige oprindelige »Neruda-Kvartet«. Hans
Nervøsitet kunde ganske vist, særlig i hans senere Aar, gøre
sig gældende, men h an kunde endnu højt op i Aarene,
na a r han havde en heldig Aften, spille, saa det var en
absolut Nydelse. I 1893 tog han sin Afsked fra Kapellet
efter en Menneskealders opslidende Tjeneste og udnævntes
da til Professor. Men h a n beholdt fremdeles sine mange
Elever, og først ved Nytaar 1905 opgav han som sagt sine