61 / 223
49
dige og dygtige som muligt, understregede lian dog stadigt
for os, at al Tekn ik kun var noget værd, naa r den tjente
en høiere kun stnerisk Idé. Ellers var den et Legeme uden
Aand. Derfor benyttede h a n hovedsagelig Bachs wohltem-
perirtes Klavier og han s »Kunst der Fuge« til Undervis
ningen, thi hvilken Komponist giver mere Poesi med Poly-
fonien til Underlag end netop Bach?
Studiet af Bach lagde Hartmann os særligt paa Sinde.
Den virtuose Maade, hvormed han behændigt og progressivt
skilte en Bach’sk Fuga i dens enkelte Led og saa igjen
forstod at sammenføie dem til et Hele, vidnede tilstrække
ligt om, at han selv gjennem Aaringer ivrigt havde studeret
Bach og øvet sig i at dechiffrere han s Kompositioner, thi
ellers vilde h an ikke formaa at udføre dette saa klart tor
andre.
H a rtm ann vidste saaledes baade ved sine omfattende
Kund skabe r og ved det rent personlige at interessere Ele
verne for den mere tørre Side af den musikalske Kompo
sition. Ubevidst eller bevidst oversukrede han de bedskeste
Piller (de kjedeligste Regnekunster), og de gled ned, efter
ladende den søde Smag paa Tungen. Og delte er en af
Lærerens Hoveddyder, at h a n forstaar at gjøre det trivielle
interessant, og deraf kom det, at de Hartmannske Timer
i Konservatoriet hver Ugedag var en lille Fest for dem,
hvem det var om at gjøre at faa noget at vide om det
aandige Element i Kon trapunk t og Fugaen, for dem, hvem
Arbeidet var en Lyst og ikke en blot og bai 1 ligt.«
Som Professor G. M
atthison
-H
ansen
blev J. P. E. Hart-
mann s Efterfølger i Bestyrelsen, kom Professor V. B
ielefeldt
til at afløse Professor C
arl
H
elsted
, da denne den 1. Ok
tober 1901 trak sig tilbage.
C a r l H e l s t e d ,
der ligesom Winding havde været med
ligefra Konservatoriets allerførste Begyndelse, havde selv
følgelig overtaget Sangundervisningen —
selvfølgelig
, fordi
h an allerede paa det Tidspunkt, da Konservatoriet opret
tedes, indtog en fremskudt Stilling blandt Københavns Sang