59 / 223
47
anden, i det Hele taget skal gøre godt for. De i aandelig
Henseende tarveligst udstyrede blandt Disciplene fatter det
vel aldrig; for de andre gaar det op før eller senere. Men
de mest tænk somme spørger en Gang imellem sig selv,
hvorledes det dog er muligt, at denne gamle Lærer, der
saa ivrigt forklarer Forholdet imellem »duæ« og »
comes
«
og »Gennemførelse« og »Tætføring«, er den samme, dei
h a r frembragt Grækerindernes hvirvlende Dans i Balletten
»Valkyrien«, de mægtig gjaldende Klange i »Vølvens Spaa-
dom« og i »Thrymskviden«, den sødt glidende »Flyv, Fugl,
flyv« og alle de utallig mange, den danske Nation saa vel
kendte og saa dyrebare Udslag af en vældig Fantasi.
En af Ha rtmann s mange Elever paa Konservatoriet,
den senere Professor L
eopold
R
osenfeld
, ha r i »Musik
bladet« (14. Maj 1885) givet en livlig Skildring af sin gamle
Lærer. Han skriver her bl. a . :
»At h a n ind i sin høje Alderdom med samme Lyst og
ømme Samvittighedsfuldhed som i de unge Dage meddeler
sin Kundskab til de unge, giver Vidne om hans store Be
skedenhed og Nidkjærhed, beviser, at h an er et ægte Men
neske, der bliver sig selv trods al den Hæder og Ære, del
vises ham , og som til Fordel for andre tilsidesætter den
Ro og Magelighed, som h a n efter de mange forløbne daad-
rige Aar saa fuldtud kunde have behov.
H a rtm an n er som Lærer i Kontrapunkt og buga ved
det nuværende Musikkonservatorium kommen i Berøiing
med næsten hele den yngre Musikeistand. I disse Undei
visningstimer faldt det mig ofte ind, naar jeg betragtede
de omsiddende Elever af saa forskjellig Stand og Vilkaar
og af saa forskjellig Begavelse og Intelligcnts, om alle disse
unge rigtig forstod at vurdere det sjeldne Held, som tilførte
dem Hartmann s Undervisning. Na tu iligu s
alle saa op
til ham , men med han s store Beskedenhed og Elskværdighed
var jeg bange for — som det saa ofte gaai i Li\et, at Re
spekten for ham skulde svækkes, og bange for, at de kunde
misforstaa - muligvis slet ikke forstaa al den Venlighed
og Mildhed.