KongligeDanskeMisikkonservatorium

Men eftersom Tiden gik, blev Lærer og Elev saa s am

levede, forslod Ha rtm a n n at knytte sine Elever saa fast til

sig, at ved given Lejlighed et betydningsfuldt Øjekast eller

et eneste vægtigt Ord — ogsaa undertiden en pludselig ind

trædende Tavshed — vare virksommere Midler end Bebrei-

delser og haarde Ord.

Afset fra den rent personlige Tiltrækning, h a n udøvede,

forstod h a n for dem, hvem det var om at gjøre at trænge

ind i Kunsten, at udfylde sine Undervisningstimer med et

saa afvexlende og righoldigt Belæringsstof, at de istedetfor

at blive trættende og kjedsommelige — som Musiktlieori-

timer let ere udsatte for — tvertimod hørte til de kjæresle

i hele Konservatoriumstiden.

Og saa følte man, at det morede Ha rtm a n n at un d e r

vise, at det ikke var Timelæreren, der nøjagtigt iagttager

Uliret, fordi han vil give sin Time, ikke meer og ikke

mindre. Nei, det var Sagen selv, der interesserede ham,

og jo mere han kunde faa os andre til at føle for den

og til at leve i den, desto ivrigere og nidkjærere blev han s

Undervisning, og desto større blev saa T rangen igjen hos

os til i Gjerningen at vise ham delte.

Som nylig berørt, er næsten hele den danske Kompo

n iststand enten Elever af Hartmann, eller de have ved

given Lejlighed indhentet musikalsk Bistand og Raad hos

ham , som h an stedse h a r givet med en Beredvillighed og

Opofrelse af Tid, der søger sin Lige. Man kan godt sige,

at ingen nogensinde er gaaet uhø rt bort fra ham , og kunde

h a n med god Samvittighed gjøre det, gav h an altid og

gjerne et rosende Ord med pa a Vejen. Har det været den

Søgende om at gjøre at faa han s Hjertensmening at vide

0111

dette eller hint, ha r han, selv

0111

denne Mening ikke

h a r været fordelagtig, altid udtalt den, men med rolige, ikke

saarende Ord. Ved denne milde, men dog sande Fæ rd

kan man let forstaa, at han vand t alle de unges Hjerter.«

»Uagtet det var ham om at gjøre at aflevere os saa fær