56 / 223
44
fattelse var, hvor sikker og soigneret han s pianistiske
Teknik. Og m a n syntes, at den Bleghed, der kunde være
over han s Spil i de senere Aar, naturnødvendigt hørte med
til det. Der va r Race over h am og han s Kunst, en F inhed
og Renhed, som virkede forædlende og høj nende paa han s
Tilhørere i Koncertsalen og paa han s Elever i Undervis
ningstimerne.
Det gjaldt nu om at skalfe August W ind ing en Efter
følger. En ko rt Tid overtog Frk. J
ohanne
S
tockmarr
han s
Timer, men da h u n mente ikke at kunn e forene den bundne
I,ærergerning ved Konservatoriet med sine hyppige Koncert
rejser, overdroges Undervisningen til F r u A
gnes
A
dler
i
J a n u a r 1900. — Windings P lads i Bestyrelsen var den
1. Ju li 1899 bleven besat med Professor O
tto
M
alling
, der
havde virket som Lærer (i Klaver, Harmonilære og Kontra
punkt) fra 1883 og altsaa var fuldt fortrolig med Konserva
toriets Forhold, og som snart skulde vise sig i Besiddelse
af udpræget administrative Evner i Slægt med N. W. Gades.
Saa indtraf, ku n 3 Fjerdingaar efter Windings Død,
J. P. E. H
artmanns
.
Med h am forsvandt den sidste af Konservatoriets 3
Grundlæggere — som Malling skrev i Aarsberetningen 1903:
»en Lærer, som i Genialitet og Personlighed stedse vil være
et lysende Eksempel for den yngre Generation; sammen
med N. W. Gade h a r h an givet Konservatoriet dets særegne
Præg og skab t Traditioner, som længe vil bevares.«
Det er en Torsdag Kl. 1, oppe i Musikkonservatoriet
ved Vestervold. Ude paa Gangen stimier Eleverne sammen
fra de forskellige Klasser, unge Piger og dunhagede Kaval-
lerer, der passiarer, drøfter T imens og Dagens Begivenheder.
Pludselig Tavshed.
Døren fra T rappen gaar op, og ind træder J. P. E. H
art
-
mann
for at give sin Undervisning. Ærbødig viger Eleverne
til Side for den høje Oldingeskikkelse, der hilser venligt
til alle og forsvinder ind i en temmelig stor Stue, den saa-
kaldte »Teoriklasse«.