54 / 223
42
ham at forisætte. Han var jo ganske vist en Mand, der
kunde overkomme det utrolige, men der blev ogsaa fra alle
Sider lagt overordentlig stærkt Beslag paa ham. Han var
den Gang »Koncertmester« ved Det kgl. Teater, d. v. s.
»anden Kapelmester«, og allerede Teatertjenesten optog
ham meget.
Desuden
havde han »Cæcilia-For-
eningen« at passe, hvor
hele det kunstneriske An
svar hvilede paa h am
alene, og man forsfaar,
at med de Fordringer,
h a n stillede til sine T ro p
per i Foreningen, og med
de forbløffende Resulta
ter, h a n opnaaede med
d em , var det saasandt
ingen Sinecure at være
General! Dertil kom en
vidtstrakt privat Virk
somhed som søgt Lærer
i baade Klaver og Sang,
— og saa havde Rung
endelig, trods disse mange
Slags Opgaver, der paahvilede ham , Tid og Trang til selv
at komponere.
Hans Flid og Arbejdskraft var enestaaende, han s Iver
i Gerningen, enten den faldt ved Scenen paa Kongens Ny
torv, ved Cæcilia-Foreningens Prøver, ved Undervisningen
i Konservatoriet og i Hjemmet eller ved Skrivebordet, hvor
hans talrige Kompositioner blev til, — overalt var den lige
varm og interesseret. Han var ikke alene den fuldblods
Musiker, men ogsaa den altid energiske Pædagog, der ikke
skaanede Eleven, saalidt som h an skaanede sig selv.
En overordentlig n idkæ r og samvittighedsfuld Lærer
mistede da Konservatoriet i Fr. Rung, der senere efter sin