57 / 223
De unge hjælper Professoren Overfrakken af og tager i
Stilhed Plads ved det tarvelige Bord raidt paa Gulvet eller
om det opretstaaende Klaver med Baclis, Handels og Glucks
Billeder over. Ogsaa Professoren sætter sig, under stadig
Stilhed fra Elevernes Side.
De vil saa nødig gøre noget, der kan fortrædige eller
genere den gamle, elskede Lærer. Naturligvis véd de alle,
at de her sidder overfor en af Kunstens Stormænd, den
dan ske Musiks Nestor, og hele deres Adfærd præges af den
dybe Veneration, de nærer for ham i deres unge Hjæitei.
Men hvor mange al dem kan have en viikelig klai
Forestilling om,
hvor
mægtig en Aand der bor i denne
venlige, stilfærdig-fornøjelige Mand, der retter umodent løste
Kontrapunkt-Opgaver med en bittelille Stump Blyant;
hvoi
vældige Syner der i Aarenes Løb ha r draget forbi dette
rolige, milde Blik, der opmærksomt følger Stemmernes
mere eller mindre regelrette Gang paa det stregede P a p i i ,
hvor
sublime Klange der ha r lydt for disse Øren, som her
taalmodigt lader sig fornærme af Elevernes kejtede Forsøg
paa et modulere fra én Toneart til en anden.
Men alle disse unge giver Mesteren alt, hvad de kan
give: deres instinktmæssige Beundring og deres barnlige
Kærlighed.
H a rtm ann taler ikke meget i sine Timer; han spiller
desmere. Han sidder ved Klaveret og gennemgaar Kontra
punktets og Fugaens Mysterier, understreger med et lille
fornøjet Nik, en pludselig Forandring i Minespillet eller
med smaa Udbrud som »Naada!«, »Se saa!« Finesser og
Aandrigheder ved den indviklede Stemmeføring i de Værker,
han ju st viser af Mestrene, hvis Portrætter hænger over
Pianoet.
Og T imen gaar sin Gang, Fuga følger efter f ug a , og
Eleverne bryder deres unge og ikke altid lige kvikke Ho
veder med at forstaa, hvorfor dette Interval er tilladt, me
dens hint er forbudt, saalcdes som Professoren docerer
eller med at begribe, hvad saadan noget Krimskrams med
mange Stemmer, der komme r drattende den ene eflei den