49 / 223
37
erhvervet sig paa egen Haand i en moden Alder uden
de Forudsætninger, den akademiske Skoling giver, — han
indsaa, at er end positive Kundskaber nødvendige, er de
dog ikke
alt
for en vordende Kunstner, og han lagde i sin
Paavirkning af de unge den største Vægt paa at udvikle
deres Aand, skærpe deres Iagttagelses-Evne og underbygge
deres selvstændige Dømmekraft. Hans musikhistoriske Timer
blev derved et Kursus i »Humaniora« midt i Konservatoriets
mange Fagtimer indenfor de forskellige strengt afsondrede
rent musikalske Discipliner. Og ingen anden end Gade
vilde have kunne t give disse ejendommelige Timer et saa-
dant Indhold i en saadan Form.
— »Som overalt ellers i Musikverdenen herhjemme
føltes ogsaa i Konservatoriet Gades Død som et Slag, lige-
saa ha a rd t som uventet,« skrev Prof. A
ngul
H a m m e r i c h
ved Konservatoriets 25 Aars Jubilæum , og han fortsatte:
»Maaske ramte det navnlig Konservatoriet haardt, thi Gade
var, fornemmelig paa Slutningen af sin Levetid, ganske
særlig vokset sammen med dette.
Det optog ham mere og mere og lagde efterhaanden
Beslag paa en stor Del af han s Arbejdskraft. I Oiganisa-
tionen af det nye Institut havde han taget ivrig Del,
utrættelig som han var i at lægge Planer og sørge for deres
Udførelse, hvor ingen Enkelthed, end ikke Smaatingene
undgik han s Opmærksomhed.
En ikke ringe Erfaring medbragte han fra den Tid, han
selv ved Siden af Mendelssolm, Schumann og Moritz Haupt-
mann havde virket ved Leipzigs Konservatorium. De mange
Optegnelser fra ham angaaende det københavnske Institut,
dels samlede i en Art kortfattet Aarbog, hvori han nedskrev
de vigtigste Tildragelser, dels spredte ad paa løse Ark og
smaa Lapper Papir, er veltalende Vidnesbyid
0111
hans
altid vaagne Interesse.
I Ledelsen af Konservatoriets Anliggender var han den
drivende Kraft, i Varetagelsen af den daglige Virksomhed
ikke mindre. F ra Konservatoriets Grundlæggelse var han
foruden dets Direktør tillige dets »Inspektør«, vaagende