45 / 223
den anden Side: Sebastian og Philip Emanue l Bach, Händel
og Gluck samt de gamle Nederlændere og Italienere.
Det
var lians Verden. Alt det andet kunde han ikke gaa med
til. F ranz Liszt som Komponist kunde han ikke fordrage.
Af Liszts umaadelige P roduktion var der kun ét eneste
Stykke, der fandt Naade for lians Øre: den lillebitte Piéce
»La
consolation«!
Og dog var han s Aand saa elastisk, at
h an som 80-aarig kunde sidde og lytte interesseret til »Tri*
stan«, spillet igennem paa Klaveret af Nevøen Gustav Helsted!
Hvordan var nu denne mærkelige Mand som Lærer? —
Ingenting for den, der ikke forstod ham , og som han
ikke forstod. — Alt for den, der forstod ham , og som han
forstod.
Som sagt, ude af Stand til at »spille for«, saa Eleven
kunde faa et levende Billede af, hvorledes Værket, h a n
studerede, skulde lyde, havde Edvard Helsted kun Ordet
til sin Raadighed, men
det
formaaede han ogsaa at bruge
som faa.
Logisk var h a n i sine pædagogiske Principper, og Logik
forlangte han af Eleven. Undslap der denne en ulogisk
Bemærkning, — lynsnar som en Ørn slog han sin Klo i den
ulykkelige og naglede liam fast med han s egne Ord. Intet
Under, at Eleven havde vældig Respekt — eller snarere
vanvittig Rædsel — for ham. Men var Angsten ved nærmere
Bekendtskab overvunden, blev Respekten parret med en
inderlig Hengivenhed.
Hvor forstod han ikke at klargøre for Eleven,
hvad
han
iordrede af ham , og
hvorledes
Fordringen skulde opfyldes!
Og det var ikke alene, hvor det drejede sig om den mu s i
kalske Side af Sagen, men ogsaa hvad kun angik det rent
tekniske. En ganske særlig Evne havde h an til at faa de
tekniske P rincipper sat i Forbindelse med det musikalske
Indhold. Han, der selv var Idealist og Skønhedsdyrker,
kunde ikke øve sin Gerning, uden at der faldt et poetisk
Skær over den. Og grundig var han som faa.
Som Lærer vilde h a n til Bunds i Tingene; al Overfla
diskhed var ham en Rædsel. Det var ikke nok, at Eleven