47 / 223
den afsluttende Hovedeksamen, og ingen havde Anelse om,
hvor næ r Døden var ham.
Det var uden Overdrivelse — og med al Respekt for
de mange
andre,
der havde virket dygtigt og ivrigt ved
Konservatoriet, — N ie ls W. Gade, der havde sat sit Præg
paa det, dets Undervis
ning , den hele Aand,
hvori det lededes, den
hele Tone, der herskede.
Det var da heller ikke
ualmindeligt, at det i
hine Aar Mand og Mand
imellem betegnedes som
»Gades Konservatorium«.
Næppe alene var det,
fordi h a n boede i selve
Huset ved Vestervold —
ogsaa fordi han sad inde
med større praktiske og
administrative Evner end
de to Meddirektører og
var en virkelig Person
lighed, blev h an
den
af
Bestyrelsens 3 Medlem
mer, hvem den daglige
Ledelse af Institutionen var kommen til at hvile paa.
Han var ikke blot Konservatoriets uofficielle »Føiste-
direktør«, h an var tillige dets selvbestaltede »Inspektør«.
Han passede paa, at Eleverne i sølet Føre tørrede deres
Fødder af paa Maatten, inden de gik ind i Lokalerne; han
vaagede over, at de mandlige Elever og de kvindelige ikke
flirtede med hinanden paa Vejen fra Timerne, og han
gennede dem hver til sin Side, naar han saa dem staa i
Klump paa Gangen eller Trappen.
Han var baade frygtet og elsket af Eleverne. Oveifoi
de talentløse var han ikke blid; til Gengæld var han over
mande meget for dem, der viste Evner og Flid. Det kunde