48 / 223
36
hænde, at han , na a r han blot havde læst nogle faa Takter
igennem af et Elev-Arbejde i Kompositions-Timen, mcd sin
blaa Blyant slog en tyk Streg over hele Resten af Arbejdet
med den Bemærkning: »Naa, saa gaar nok Møllen videre«.
Og til m ind re begavede Klaver-Elever kunde han komme
med Ytringer som: »I behøver saamænd ikke at øve jer
saa meget; I skal blot have rigtig meget Talent«: Men han
kunde ogsaa inspirere og give Idéer, som slog an, og ingen
var gladere end Gade, naa r h a n mærkede, at han s Raad
ba r Frugt.
Hans Raad gjaldt ikke blot musikalske Anliggender i
Undervisningstimerne. Han var som en Fade r for Eleverne
og hjalp dem mangen Gang i private Vanskeligheder, som
h an mærkede eller fik at vide, de havde at kæmpe med.
Og der var en helt bedstefaderlig Hyggelighed i den Maade,
hvorpaa han, n a a r han var i godt Lune, trakterede de
unge med Godter.
Betegnende for Gade var de saakaldte musikhistoriske
Foredrag, han holdt for alle Eleverne undet Et. Det var
ikke »Musikhistorie« i almindelig Forstand, h a n her do
cerede ; han lagde ikke megen Vægt paa Datoer og Aarstal,
og strengt videnskabelig var han s Undervisning m indst af
alt. Men h a n gav sine Tilhørere et Indblik i Musikhisto
riens
Aand
, — hvad der var mindst ligesaa frugtbringende
for dem som en Indprentning af saa og saa mange Reali
teter, man kunde læse sig til i enhver Haandbog.
I sine Foredrag om Musikens Udviklingsgang kunde
Gade godt komme ind paa alle mulige
andre
Om raade r af
Kunst og Aandsliv overhovedet, og saadanne Digressioner
var ikke tilfældige; han havde sin bestemte Mening med
dem: at bibringe Eleverne en mere almindelig Dannelse,
vække deres Sans for det skønne, hvor det saa fandtes, i
Natur og Kunst, i Billedkunst og Litteratur saavel som i
Tonekunst, aabne deres Øjne lige saa godt som deres Øren.
Han, der selv var en saa ualmindelig belæst Mand, med
en Alméndannelse, som faa Musikere baade herhjemme og
udenlands h a r kunne t rose sig af, og som h a n havde