97 / 223
Man tager næppe fejl, na a r man antager, at det navnlig
skyldtes
lians
Initiativ, at Konservatoriet netop i den 1 e-
riode udvidedes saa stærkt, ligesom han ved Lærer-Ansæt
telserne sikkert h a r gjort sin Indflydelse gældende til Fordel
for
de
Emner, der var ham bekendt fra deres egen Elev-
Tid paa Konservatoriet, og som han derigennem havde
fundet egnede til at virke som Lærere under han s Direk
torat.
Selv var Malling som Lærer den personificerede Iver
indtil Ivrighed og Fart indtil Rastløshed. Midt i Alvoren
og den Myndighed, en Undervisningstime aldrig kan u n d
være, kunde han s Lune lyse op. Som han havde væsent
lige L ighedspunkter med »Direktøren« (lade, havde han
det ogsaa med Læreren (lade. Det syntes, som den pæda
gogiske Evne hos Gade var gaaet i Arv til Malling, der
altid holdt Eleverne den levende Kunsts Berettigelse og
Krav for Øje. Og som Gade kunde han spække sine Ud
talelser ved Undervisningen med dristige Paradokser, der
angav han s personlige S tandpunk t til musikalske Fæn o
mener.
I h am mistede Konservatoriet ikke blot en kyndig og
utrættelig Lærer og en indflydelsesrig Leder, men ogsaa en
trofast Ven. Og det er næppe formeget sagt, at det skyld
tes først og fremmest
ham,
at Konservatoriet — der i mange
Henseender ofte havde maattet virke under vanskelige Fo r
hold i Sammenligning med de tilsvarende Institutioner i
f. Eks. Paris, Berlin og Stockholm — kom over et »dødt
Punkt«, ind i en ny, stærk Udvikling.
Bestyrelsen havde efterhaanden forandret Fysiognomi:
Som Professor A
nton
S
vendsen
1. J a n u a r 1906 havde afløst
G. M
atthison
-H
ansen
, og kgl. Koncertmester A
xel
G
ade
i
December 1909 rykkede ind i den \e d Bielefeldts Død
ledige Plads, og da Kontorchef v. S
temann
døde den 9. April
1910, til han s Efterfølger som Kultusministeriets Repræsen
tan t valgtes Departementschef, daværende Chef for Det kgl.
Teater A. P. W
eis
, saaledes arvede ved Mallings Død Kom