FraMitStudenterOgTeaterLiv

157

maatte klumpe os sammen i Salen og slaa Tiden ihjel med at

lege Ordsprogsleg. Om det var „Hat“ eller „Te ll“, der skulde

fremstilles ad mimisk Vej, husker jeg ikke mere, men tydeligt,

som om det var hændet igaar, husker jeg at „lange Piesner“,

ogsaa kaldet „Pepita-Piesner“, var en Stang og havde faaet et

bekendt Studenterforeningsmedlems bekendte Hat anbragt —

det vil sige — hængt op paa sit bekendte Hoved. Efter at

„Mænd og Kvinder af Folket“ havde vist Hatten Ærbødighed,

fremtraadte Wilhem Tell (O. Zinck) med Sønnen Gemmy (lille

Clausen) ved Haanden og Flitsbuen paa Skulderen. Udstafferin

gen var meget primitiv: Skjorteærmer, opsmøgede Benklæder

og nedslaaet graa Bulehat. Flitsbuen var dannet af en Spasere-

stok, bundet korsvis paa en Paraply, og den vældige Knebels

bart af Avispapir var sat fast ved at stoppes op i Næsen.

Men aldrig i mit Liv har jeg set fuldkomnere eller mere illu

derende Skuespilkunst end den, som blev præsteret, da Wilhelm

Tell overfor „Hatten“ demonstrerede den frie Schweitzers pa

triotiske Trods. Salen bragede da ogsaa af vild Jubel. Den Fore

stilling maa De absolut ikke glemme paa Leporellolisten over

Deres Triumfer.

Deres hengivne

M. L u n n .

Studenterforeningens Byggefond slugte imidlertid

ikke blot hvad Komedier, Koncerter og Karnevaler

indbragte, men ogsaa Indtægten af de „Markeder“,

som i Slutningen af Halvtredserne og Begyndelsen

af Treserne gentagne Gange afholdtes i Foreningen og

som var arrangerede af Guldberg, Helms, K. Valløe og

mig. Efter flere forgæves Forsøg paa at faa en Grund

til den nye Bygning og megen Debat angaaende

Valget — der havde været Tale om Hjørnegaarden

af Kejsergade, Skindergade og Graabrødretorv, lige

ledes om Professorgaarden i Store Kannikestræde

— henvendte Komitéen sig til Finansministeriet og