172 / 320
1 6 2
Og jeg, Bjørn Haldorsen, Amagers Bonde,
Vil hjælpe Dronningen med hendes Gærning.
N u Mænd, saml Eders Vaaben, snart vi drager.
(Huskarlene drager derefter afsted under Sangen:
„Vikingemoder, Dronning paa Havet osv.“)
Skrøder har imidlertid benyttet Lejligheden til at
tænde en Cigarstump, som han havde i Lommen; da
Huskarlene opdager det, tilraabe de Bjørn, at det
er en Sejdmand, der æder Ild, og Bjørn tager baade
Skrøder og Sørensen med for at kaste dem over
Bord i Køge Bugt. I tredje Akt vaagner Sørensen
og Skrøder op under Svømmebevægelser, og først
efter nogen Tids Forløb gaar det op for dem, at
de har drømt, men, da de trænger til en lille
Hjertestyrkning ovenpaa den Forskrækkelse, tømmer
de Bankoflasken og falder atter i Søvn. Da de vaag
ner op er de flyttet 1000 Aar frem i Tiden og
møder en Kludesamler, der giver dem en Forklaring
over, hvorledes det staar til for Tiden i Landet.
Stykket gjorde megen Lykke; Sangene deri var
mesterligt skrevet, og Korsangene blev ofte i Aarenes
Løb hørt paa Koncerter. Det blev den sidste Studen
terkomedie, Ploug skrev; allerede én Gang tidligere
havde han taget Afsked med Studenterkomedien som
det hed i Slutningssangen:
N i Aar er gaaet, siden
E t Besøg
Autor paa Scenens Bræt at gøre voved,
Det var til Afsked, loved han — men føj
Han kun daarlig har holdt, hvad han loved.
Vor nye Bygning er saa dyr;
Den drev ham ud paa Eventyr.