171 / 320
B j ø r n .
Ja ganske vist dit Maal mig tykkes klinger,
Som om det var engang den danske Tunge,
Men blødnet, slappet, vrænget og fordærvet
Ved fremmed Spildevand og Fejeskarn.
Jeg kan vel fatte det, men væmmes ved det,
Sig mig endnu, hvad nævner Du dig selv?
S ø re n s e n .
Mit Navn er Søren Sørensen. Det, véd jeg da, ogsaa er saa
dansk som noget.
B jø rn .
Da lød det aldrig før dog for mit Øre.
S ø re n s e n .
Ikke det? Det kan jeg s’gu ikke forstaa, thi for det første
er mit Navn meget almindeligt, og for det andet er det Familie
navn for en talrig og berømt Slægt. — Hvad skulde der blive
af Danmark uden Sørensenerne?
B jø rn .
Da maatte det staa daarligt til med Landet,
Ifald dets Skæbne nogen Tid blev lagt
Paa Dig og dine Liges Skuldre —
Nej det skal staa ved Valhals stærke Guder,
Ved Folkets egen Kraft og egen Vilje,
Ved Gorm den Gamle og hans vise Dronning.
S ø re n s e n .
Ja de to skal da fedt hjælpe. De har jo været døde i mange
Herrens Aar og ligger begravne et Sted ovre i Jylland.
B jø rn .
Der løjst Du: Gorm, han sidder graa men stærk
Endnu paa Jellingegaard og raader Landet
Og Thyra, hvem vi nævne Danmarks Bod,
Hun drager ned i denne Vaar til Sli
At bøde Gøtriks Vold og lukke Landet
For Saksernes rovgerrige Besøg,
Otto Zinck: Erindringer
11