170 / 320
160
B jø rn .
Hm ! Christianshavn, det lugter mig af Christendom.
Har I da troløst svigtet Nordens Guder
For en Dryp Vand paa Isse og paa Pande?
Har tyske Klerke døbt Jer?
S ø re n s e n .
Nej, ikke i tysk Kirke, Deres Velbyrdighed, men i Frelsers er
jeg døbt, for mine Forældre boede ogsaa paa Christianshavn.
B jø rn .
Vidt har jeg faret paa Heimkringlas Flade,
Jeg var i Bretland, Saksland og i Særkland,
Men aldrig nogensteds jeg ymtes
Om noget Land, der nævntes Christianshavn.
S ø re n se n .
Ja, det er heller ikke saa forunderligt, for det er jo heller
ikke noget Land, men kun en Del af København, den, der lig
ger paa Amager.
B jø rn .
A f København? Men hvad er det for noget?
S ø re n s e n .
Ih Gud bevares, véd De ikke det. Saa maa De virkelig ha’
lært daarlig Geografi, da De gik i Skole, for hvert Barn véd jo,
at det er Hovedstaden i Danmark.
B jø rn .
I Danmark! T i! Vil Du indbilde mig,
At Du har hjemme her i Landet selv!
S ø re n s e n .
Ja, hvor Pokker skulde jeg ellers høre hjemme. Jeg véd da,
jeg er saa dansk i Sind og Skind, som nogen kan være. Des
uden taler jeg jo det samme Sprog som De. Det vil sige, De
taler saadan noget højtravende, saadan som man taler i Teatret,
og jeg taler borgerligt og jævnt som paa Christianshavn, men
det er da ogsaa hele Forskellen.