129 / 331
kring os. En Stump traf min Broder Adolf i
Hovedet, og som død blev han baaret ind paa
Apoteket. Her kom han til sig selv igen, og
vi fortsatte saa vor tunge Gang ud til Amager.
Langt om længe fik vi Plads hos en Bonde, og
herfra saae jeg Tømmerpladsens og Frue Kirkes
Brand. Spiret viste først en lille blaa Lue højt
oppe; saa hylledes det i Flammer, de tre gyldne
Kroner lyste stærkt i Ildens Glans — saa styrtede
det med et fjernt Tordenbrag, fulgt af tre vilde,
brølende Sejershyl — det var Britterne, der
jublede over at have ødelagt en af de skønneste
Kirker i Danmark. Fader stod ligbleg og stirrede
op mod [den tomme Plet. Saa knugede han
min Haand og sagde: „Glem ikke dette og giv
aldrig en Englænder din Haand!“ Det har jeg
aldrig gjort, og glemt har jeg heller ikke, som
du ser.“
Men Glemsel er Livets Lod. Den Genera
tion, der oplevede Bombardementet, huskede det
med Hadets Ild. For den næste er det allerede
Tradition, og for den tredie Noget, der passerede,
„fordi vi bar os dumt ad.“ Men jeg har ikke
glemt min Faders bitreste Barndomsminde. Over
mit Skrivebord hænger endnu de gamle kolo