126 / 331
115
Vi tilbragte derfor en meget urolig Nat.
Det lød uafbrudt som Torden. Gennem Vin
duerne kunde vi se, hvor Himlen blev rød;
men det var ikke Morgengryet, det var Brand
skæret. Der faldt et Par Bomber paa Platformen
uden at gøre Skade, men de gjorde baade mig
og Moder meget forskrækkede; thi det gav en
hul, drønende Lyd ned gennem Sneglegangen,
og vi vare saa bange for, at en Bombe skulde
falde i den.
Bombardementet varede til langt op ad
Dagen; men da det endelig sagtnede, var baade
Fader og Bugge enige om, at Taarnet ikke var
noget sikkert Opholdssted. En stor Del af de
Bomber og Brandpile, der vare rettede mod Frue
Kirke, faldt ned omkring os, og hvis de omlig
gende Gader blev skudte i Brand, vilde man
ikke kunne være der for Hede. Fader mente
derfor, at vi skulde gaa tilbage til St. Lars-
bjørnstræde, for at se, hvorledes det stod til dér,
og med bedrøvet Sind tog vi Afsked med Bugges
rare Familie.
Kun med den største Vanskelighed naaede
vi ned. Hele den sidste Del af Taarngangen
var saa proppet med Flyttegods, at vi nær al
drig vare slupne igennem, og da vi kom til
Frue Kirke, laa Alt i Grus og Ruiner. Det var
8
*