123 / 331
112
føres til „Runde Taarn“ , hvis hule Kærnecylinder
allerede gemte Observatoriets Instrumenter og
de sjeldneste af Universitetsbibliotekets Bøger.
Bugge havde foreslaaet, at vi skulde søge Ly
hos ham i Taarnet; men Moder vilde ikke bort
fra vort Hjem, og da Bomberne særlig regnede
ned over det Kvartér, vi skulde passere, mente
ogsaa .Fader, at det var bedst at blive. Saa kom
vi ind i vort lille Kammer til Gaarden; men vi
blev ikke klædte af som ellers. Vi laa fuldt
paaklædte paa Sengen med en lille Bylt, som
vi skulde tage med os, hvis det brændte. Moder
vaagede hos os.
Saa løjerligt det klinger, faldt jeg i Søvn
som ellers. Jeg vaagnede kun én Gang derved,
at Ruderne klirrede stærkt, og da jeg saae hen
til Vinduet, var Himlen ganske rød. Det var
Tuteins Pakhus, der brændte.
Hen ad Morgenén sagtnedes Bombardementet,
og omtrent Kl. otte hørte det op. Folk vovede
sig atter ud for at se Skaden, og den var ikke
saa stor som man havde ventet. Mange Byg
ninger havde mistet Skorstene og Lofter, men
vore raske Brandfolk havde næsten overalt slukket
Ilden. Kun Tuteins Pakhus i Vimmelskaftet var
gaaet op i Luer — det var fyldt med Bomuld.