119 / 331
108
gik han ene om i de store, tomme Værelser,
som blev malede og reparerede.
Som en svag Erstatning for dette bundne
Liv, gjorde han af og til længere Ture ud i
Landet, særlig til Fredensborg, Frederiksborg
eller Rungsted, hvor hans gamle Ven, Komman-
deur Braém, ejede „Sømandshvile“ . Paa disse
Ture tog han mig ofte med, og da vi en Dag
gik ved Rungsted Strand, sagde Fader:
„Fra disse store Sten derude i Vandet saae
Braém og jeg Englænderne gaa i Land uved
Vedbæk 1807. Det morede os saa meget at se
de mange Barkasser og Baade, de skinnende
Hjælme og Hestene, som svømmede i Land.
Men vi anede Intet — jeg var den Gang kun
syv Aar, og Englænderne kom jo som Venner.
Nogen Tid efter kom min Fader ud og hentede
mig. Jeg undredes over, at han var saa al
vorlig, og at jeg ikke maatte blive længere paa
Landet. Vi kørte ind med en Bonde; men det
sidste Stykke Vej maatte vi gaa til Fods; thi
de Engelske standsede Vognen omtrent ved Vil-
helmsdal. Saa kom vi hjem til Store Larsbjørn-
stræde, og det var en slem Gade, da den laa
lige i Skudlinien mod Frue Kirke, og der var