122 / 331
Saa kom den ulykkelige 2den September
— jeg husker den Aften som var det i Gaar.
Jeg løb med Værtens Børn og legede „Hest“ nede
paa Gaden.
Da
hørte jeg pludselig et Drøn, og
i det Samme saae jeg mod den røde Aftenhimmel
et stærkt lysende Stjerneskud, der gik i en Bue
fra Vesterport til Frue Kirke. V i stod stille og
saae efter det. —
Da
var det som om det lyste
gennem Luften, der kom et saa bedøvende Brag,
at Vinduesrudame sprang, lidt fra os ramlede
en Skorsten ned og tog en Regn af Tagsten
med sig.
„Det brænder paa Høloftet!“
hørte vi
en Stemme raabe,
og
i det Samme kom en
løbsk Hest jagende ned ad Gaden. Jeg stak i
at græde og glemte ganske, at jeg selv var Hest;
jeg blev staaende stiv, af lutter Forskrækkelse,
indtil min Søster Louise kom løbende
og trak
mig
op
til Moder, der gik
og
pakkede vore bedste
Sager sammen.
Lidt
efter kom Fader fra Bugges paa
Nørre
gade.
Han havde med Livsfare passeret
Frue
Plads just som en strejfende Bombe
havde
revet den lange Viser af Taarnets Ur ud imod
Dyrkøb. Den laa paa Jorden
og
var saa
lang
som
en Lanse. Han. havde hjulpet Buggi
med
at pakke de Beger øg Instrumenter, som skulde