120 / 331
kun én Post — Vandrenderne havde Englænderne
skaaret over.
Nu blev der fortalt, at de byggede Batterier
og vilde bombardere Byen; men Ingen troede,
at det var saa farligt; thi de tørste Bomber,
som Englænderne kastede, naaede ikke ind til
Byen, ja nogle faldt endog i Peblingesøen.
En Dag kom Fader hjem i særdeles godt Hu
mør. Han havde været ude paa Kastelsvolden, og
dér havde han set Peymann med hele sin Stab
iagttage Fjenden fra den Bastion, der ligger nord
ligst ud imod Sundet. Peyman havde sagt, at
han
troede
ikke, at Englænderne vilde gøre os
Noget; thi „Flaaden laa jo ganske stille langt
derude.'“
Saa lød der et Drøn. En Bombe fra Svane-
møllebatteriet skruede sig i Vejret, og kom
som
et mørkt Punkt hvæsende ind imod Kastellet.
Peymann fulgte den med øjnene. Den begyndte
at dale, og faldt med et stort Plask lige i Kanten
af
Kastelsgravem, saa Vand og Mudder stod til
alle Sider. En lile Hund foer rasende ned ad
Voldskrænten og vedblev at bjæffe ad det Sted,
hvor Bomben var falden.
Hele Staben brast i Latter, men Peymann
vendte sin Hest og sagde: „Der kan De se,
mine Herrer'! Fra Batterierne kan de ik'fee naa