117 / 331
106
Kneipp — kun gik man ikke barbenet til
Posten.
Til dette Uhyre havde Fader, forført af
Otto, fattet en for mig ulykkelig Kærlighed.
Den laa for Enden af Gothersgade, tæt op til
Volden, og skulde, efter Ottos Sigende, være en
Gren af Maglevældet ved Roskilde. Bag Posten
var der et graamalet Skab, hvor en Vandmand
holdt Vagt over de med Navn mærkede Halv-
potteglas. Kuren bestod i at tømme saadant et
Uhyre, gaa over Bastionerne til østerport, vende
tilbage, tømme nok et, gaa igen, og endelig —
o Rædsel! — sluge det tredie — Alt paa fastende
Hjerte.
Tidligt om Morgenen, i Vinterkulde, i Sne
og Slud travede vi saa op til Posten. Der stod
saa Otto i Pels, Skindhue og nogle uhyre, forede
Bælgvanter, der gav hans Forlemmer Udseende
af Luffer. Jeg slap heldigvis med en Pægl,
men naar jeg havde faaet den tredie, og i mit
tynde Tøj travede efter de to Andre, ligesom
en klippet Pudel, kunde jeg føle det kolde Vand
rumle i min Mave som Maglevældet ved Ros
kilde. Otto gik altid med lange, hurtige Skridt
og snakkede uophørligt. Ved den anden Om
gang begyndte han en pudsig Gymnastik, som