112 / 331
101
Saa fik vi Smørrebrødet i Lommen og be
gyndte at samle; men det gik langsomt. Plan
terne skulde jo tages op med Rod og Rødderne
vaskes. Vi vare saa fordybede i dette Arbejde,
at vi ganske glemte Bonden og vovede os læn
gere og længere ud i Mosen, lokkede af Blomster
rigdommen.
Da lød der pludselig et infernalsk Hyl, og
en Regn af Tørv og Sten slog ned omkring os.
Jeg saae op — Bredden var besat af hujende
Valbydrenge, der fortsatte Bombardementet, me
dens en lang, rødhaaret Fyr, fulgt af nogle
Kammerater, vadede ud imod os. Kort efter
tog han mig i Nakken, og idet han holdt mig
frem for sit Kompagni, raabte han: „Her skal
I se et Fjols, som plukker Forglemmigejer til
sin Fader!“
Jeg kan endnu se den Fyrs Ansigt, fladt,
fregnet og ondskabsfuldt grinende. Det var
første Gang at Raaheden traadte mig i Møde
i hele sin brutale Magtfylde, men instinktmæssigt
følte jeg, hvorledes den skulde besejres.
„Jeg vil gi’e dig en Mark, hvis du vil lade
os gaa“, sagde jeg.
Med en lynsnar Bevægelse snappede han
Marken ud af min Haand og raabte til de